At møde udfordringer – vestlig tænkning, buddhisme og shamanisme

Udfordringer er uundgåelige. Spørgsmålet er ikke, om vi møder dem – men hvordan vi møder dem.

Gennem historien og på tværs af kulturer har mennesker udviklet forskellige måder at forstå og håndtere udfordringer på. Tre billeder kan inspirere os:

1. Den vestlige tradition: At løse

I den vestlige verden – præget af rationalitet og problemløsning – ser vi udfordringer som problemer, der skal løses. Vi spørger: Hvad er galt, og hvordan fikser vi det? Det er en tilgang, der kan spores tilbage til tænkere som René Descartes, der i Discours de la méthode (1637) beskrev, hvordan problemer bør opdeles og løses trin for trin – og til Francis Bacon, der i Novum Organum (1620) formulerede den videnskabelige metode som redskab til at beherske naturens udfordringer. Denne tankegang præger også moderne ledelseslitteratur, hvor udfordringer typisk defineres som problemer, der kan og skal løses.

Det giver handlekraft og struktur. Men det kan også skabe selvkritik og magtesløshed, når vi kommer til kort – for ikke alt kan løses hurtigt eller enkelt. Og der er en risiko for, at noget grundlæggende menneskeligt i den enkelte ikke bliver taget vare på, når alt gøres til et individuelt ansvar, som man selv skal bære og fikse.

I hverdagen kan vi se det, når målet står over alt andet – på jobbet, hvor resultaterne tæller, eller hjemme, hvor en konflikt bare skal overstås. Men bæreevnen ligger netop i at kunne tage det andet med: sorgen, uroen, de skjulte tab. Når vi lader det blive frakoblet, reduceres vores bæreevne – og målet mister sin menneskelige mening.

2. Den buddhistiske tradition: At opløse

I buddhistisk tænkning behøver udfordringer ikke nødvendigvis forsvinde – perspektivet er, at de kan opløses i en større helhed. Som Buddha siger i Loṇaphala Sutta (AN 3.99): en håndfuld salt kan gøre en lille skål vand ubærlig, men ændrer ikke smagen af Gangesfloden. På samme måde kan vi lære at skabe mere indre rum – så det svære ikke forsvinder, men kan opløses i en større helhed.

Den er der stadig – som saltet i vandet, der ikke forsvinder, men bliver en del af helheden. Når der er mere vand, er der også mere rum til at opløse saltet, og på samme måde kan vi skabe mere rum omkring vores udfordringer – så vi kan rumme dem anderledes og bære dem på nye måder. Det kan ske, når vi finder nye veje til at skabe plads omkring os selv – gennem kroppen, gennem samspil med andre, gennem naturen eller gennem et større meningsperspektiv. For eksempel når det lykkes at dele vores sårbarhed og blive spejlet på opbyggende vis. Så bliver smerten ikke kun vores egen, men noget vi kan bære sammen – og der kan spire en ny retning.

3. De shamanistiske traditioner: At træde gennem en portal

I mange oprindelige kulturer – fx i Sibirien, Grønland og hos nord- og sydamerikanske folk – forstås udfordringer som portaler. Sygdom, tab eller krise er ikke kun noget, der skal overstås, men åbner en overgang: et rum, hvor man kan træde ind i et nyt lag af indsigt og styrke.

Her ser man udfordringen som en overgangsrite – et ritual, hvor noget gammelt afsluttes og noget nyt begynder. Som den franske antropolog Arnold van Gennep beskrev i Rites of Passage (1909), består overgangsritualer af tre faser: adskillelse, overgang og genindtræden. Og Mircea Eliade viste i Shamanism: Archaic Techniques of Ecstasy (1951), hvordan shamaner i mange kulturer – fra Sibirien til Grønland og Amerika – brugte portaler og ritualer til at transformere kriser til ny indsigt og styrke. Noget dør – og noget nyt fødes. Smerten fjernes ikke, men transformeres gennem ritualer, fællesskab, natur og åndelig praksis. Det, vi bærer med os, bliver til en nøgle, der viser vej til dybere lag af os selv, vores samspil og det fællesskab, vi er en del af.

I dag kan det fx være, når en organisation går igennem en fyringsrunde, eller når et menneske oplever et brud i privatlivet. Situationen kan opleves som et sammenbrud – men kan også blive en portal, hvis vi finder måder at stå i det sammen og skabe dybere mening. Det kan være at spørge: Hvad kan jeg lære af det her? Hvad har allerede været godt for mig i det indtil nu? Hvordan kan jeg bære både tabet og begyndelsen ind i en ny retning? Og måske endda: Vil jeg være interesseret i at lade dette blive åbningen til noget dybere – i mig selv, i mine samspil eller i min retning fremad?

Hvad kan vi bruge det til i dag?

I arbejdslivet – og i privatlivet – kan vi have gavn af at kende til alle tre måder. Nogle gange skal vi løse. Andre gange skal vi opløse. Og nogle gange er vi kaldet til at gå igennem en portal.

Bæreevne handler om netop dette: At kunne stå fast i os selv – og samtidig bevæge os fleksibelt i måden, vi møder udfordringer på. Når vi kan skifte perspektiv, bærer vi livet på en mere hel og menneskelig måde.

 
Hvad med dig? Når du står i en udfordring lige nu – hvordan kan du møde den på en måde, der styrker din bæreevne?

Jonas Borup