Skam - Når noget måtte skjules for at høre til

Når noget i os måtte gemmes væk for at kunne høre til

Der er former for skam, som ikke larmer.
De sidder ikke nødvendigvis i tanker om at være forkert, men i kroppen, i kontakten, i det stille arbejde med at tilpasse sig. Skam kan vise sig som en måde at være i verden på, længe før den bliver til et begreb.

For mange mennesker opstår skam ikke, fordi noget er galt i dem – men fordi noget ved dem ikke kunne rummes. Noget måtte skjules, tones ned eller deles op for at kunne høre til.

Skam som relationel erfaring

Skam er i sin kerne relationel. Den opstår ikke alene, men i mødet med blikke, normer, afhængighed og risikoen for at miste kontakt.

Når vi gentagne gange mærker, at bestemte sider af os selv ikke må være der, begynder vi at regulere os selv indefra. Ikke som et valg, men som en nødvendighed. Kroppen lærer, hvad der skal holdes tilbage.

Det kan være:

• behov
• følelser
• identitet
• kropslighed
• længsler
• sårbarhed

Over tid kan denne selvbeskyttende regulering blive så integreret, at den opleves som “mig”.

Når livet leves i opdeling

Et liv præget af skam leves ofte i opdeling.
Ikke nødvendigvis bevidst – men strukturelt.

Noget vises her.
Noget holdes tilbage dér.
Noget eksisterer kun i bestemte rum.

Denne opdeling kan fungere. Den kan give overblik, kontrol og mulighed for at navigere i komplekse sammenhænge. Den kan gøre det muligt at leve, arbejde, indgå i relationer.

Men den har en pris.

Over tid kan der opstå en indre afstand:

• til kroppen
• til følelser
• til andre
• til oplevelsen af helhed

Ikke som smerte hele tiden – men som en stille form for fremmedhed.

Skam og regulering

I et neuroaffektivt perspektiv kan skam forstås som tæt forbundet med regulering.
Når noget opleves som potentielt truende for tilhør, regulerer systemet sig.

Denne regulering kan blandt andet være forbundet med:

• tilpasning
• tilbageholdenhed
• selvkontrol
• følelsesmæssig afkobling
• opdeling mellem indre og ydre liv

Det er ikke udtryk for svaghed.
Det er udtryk for intelligens i et system, der forsøger at bevare relation.

Når skam ikke længere beskytter

Problemet opstår ikke, når disse strategier opstår.
Problemet opstår, når de bliver stående, længe efter de ikke længere er nødvendige.

Det, der engang sikrede tilhør, kan begynde at hæmme bevægelse, nærvær og kontakt.
Ikke fordi noget er forkert – men fordi strategien er blevet dyrere end den er hjælpsom.

Her begynder noget ofte at kalde:

• en længsel efter mere åbenhed
• en træthed ved at skulle holde sammen på sig selv
• en uro i relationer
• en fornemmelse af at leve ved siden af sig selv
  
  

Terapi som bevægelse – ikke afsløring

At arbejde med skam i terapi handler ikke om at afsløre eller presse noget frem.
Det handler om at skabe nok regulering og tryghed til, at det, der blev holdt tilbage, langsomt kan få plads.

Bevægelsen går ikke fra “forkert” til “rigtig”.
Den går fra opdeling mod sammenhæng.

Fra selvbeskyttelse mod integreret regulering.
Fra skjulthed mod gradvis åbenhed – i det tempo, systemet kan bære.

At stå mere hel
At stå mere hel betyder ikke at vise alt eller være ubeskyttet.
Det betyder at noget af det, der før måtte gemmes væk, ikke længere behøver at være alene.

Skam mister ikke sin betydning fra den ene dag til den anden.
Men i et relationelt rum kan den begynde at miste sin styring.

Og dér opstår ofte noget nyt:

• mere ro
• mere sammenhæng
• mere kontakt – både indadtil og udadtil

 
Jonas Borup
Psykoterapeut MPF
Terapi- og Udviklingshuset KBH