Neuroaffektivt blik på depressive tilstande

Der findes steder, hvor vi slipper livsmodet og opgiver at søge mening.
Ikke som et valg, men som en bevægelse indefra.

Et menneske, der prøver at finde en vej, men er faret vild.
En automatisk tilbagetrækning. En opgivelse.
En mistet retning og et tabt livsperspektiv.

Rytmen dæmpes, kontakten svækkes, livet lukkes ned.
Alt sænker sig, som for at beskytte det, der stadig lever.

Det er en bevægelse mod overlevelse.

Livets bevægelse

I den neuroaffektive forståelse bevæger vi os gennem tre lag af regulering –
kroppen, følelsen og tanken.

Når rytmen i livet brydes, mister lagene forbindelsen mellem sig.
Energien falder.
Følelsen trækker sig.
Tanken går i kritisk spin.

Bag stilheden ligger et nervesystem, der har givet op.
Langsomt skal livet – brik for brik – bygges op igen.

Kropsligt skal bevægelser og forbindelser genskabes:
et åndedræt, et stykke musik, en gåtur, en hånd, der mærkes,
en forbindelse til naturen, et styrket samspil.

Små bevægelser, der kræver energi, men åbner en vej.
Gentagelser, som langsomt genskaber livets puls.

Følelsens varme

Når følelser bliver til tomhed, ligger der ofte en forladthed nedenunder.
En tilstand, der ikke længere kan bæres alene.

Her begynder mødet med den anden.
Langsomt. Tålmodigt. Uden krav.

Nærvær før ord.
Varme før forståelse.

Et blik.
En rytme.
Et menneske, der bliver stående.

Tankens retning

Når kroppen finder rytme
og følelsen får plads,
kan tankerne igen åbne sig.

Fleksibiliteten vender tilbage.
Refleksionen bevæger sig mod mening –
ikke som forklaring, men som forbindelse.

Når tanke, følelse og krop igen arbejder sammen,
finder livet retning.
Ikke som før – men med en ny bevidsthed.

Depressive tilstande, bevægelse og livsgnist

De depressive tilstande kan forstås som et nervesystem i langsom overlevelse.
Et forsøg på at beskytte livet,
indtil det igen kan bære sig selv.

Når vi møder dette sted
med rytme, varme og tilstedeværelse,
og derfra begynder at skabe bevægelse og engagement,
kan livet langsomt åbne sig igen.

“Når kroppen bevæger sig, vågner følelsen.
Når følelsen vågner, finder tanken hjem.”
Det er her, forandringen begynder –
stille, men tydeligt:

• Det kræver mod.
• Det kræver vilje.
• Og en vej skal gås.

Rummet for livet skal bygges op,
så det igen kan folde sig ud – over tid.

For dig, der ønsker at dykke dybere i den faglige forståelse:

Depressive tilstande i de neuroaffektive kompasser – fagligt kompasdokument (PDF)

Her foldes tilgangen ud - fra det autonome lag, hvor kroppen søger rytme,
til det limbiske, hvor følelsen og samspillet finder varme - 
og videre til det præfrontale, hvor tanken, vilje og refleksion genvinder retning.

Jonas Borup