Et blik på supervision

Erfaringens blik

Efter 25 år med unge og voksne i sårbare positioner har jeg lært én ting:

• Det menneskelige træder altid frem
• • Uanset metode
  • Uanset ramme
  • Uanset hvor professionelt vi forsøger at stå i det

Det viser sig i kroppen, i blikket, i stemmen — og i de små reaktioner, som enten bringer os tættere på borgeren eller længere væk.
Supervisionen er det sted, hvor vi kan sætte lys på det.
Både for at forstå det bedre – og for at handle mere præcist bagefter.

Når mennesker arbejder med mennesker, træder det menneskelige frem

I sidste uge sad en supervisand overfor mig, tydeligt irriteret.
Han havde lyst til at irettesætte den unge, han er kontaktperson for – og han var i tvivl om, hvad der var det rigtige at gøre.
Det var derfor han bragte sagen ind:
han havde brug for at undersøge sin reaktion, før han tog næste skridt i arbejdet.

I supervisionen mødte vi irritationen først.
Ikke for at presse den væk.
Men for at give den plads, så vi kunne forstå, hvad den bar på.

Da der kom lidt mere ro i ham, spurgte jeg:
“Hvad vil du gerne have ud af supervisionen lige nu?”

Han svarede:
“Jeg vil finde den bedste måde at møde den unge på.”

En runde rundt

I stedet for at gå direkte ind i løsningen, inviterede vi gruppen ind i arbejdet.
Vi foldede lidt mere ud. Jeg bad dem forestille sig at være den unge og i jeg-form sætte ord på, hvordan det opleves at være ham.

En runde i jeg-form:

“Jeg føler mig usikker.”
“Jeg har mistet modet.”
“Jeg har oplevet krig.”
“Jeg er alene.”
“Jeg prøver at spille smart for at beskytte mig selv.”
“Jeg ryger hash, fordi det gør ondt.”
Rummet ændrede sig.
Tempoet faldt.

Da jeg igen så på supervisanden, var blikket et andet.
Dybere. Mere åbent. Mere nærværende. Mere kontaktfyldt.

Han sagde:
“Jeg ser ham anderledes nu.”
“Det er som om, jeg ser ham nu.”
“Jeg ser bag om adfærden.”

Så kom sætningen, hvor noget skiftede mellem os.
Han kiggede direkte på mig, og kontakten foldede sig ud:

“Det minder mig om mine egne oplevelser. Jeg vil bare have, at han skal lykkes.”
Han tøvede.
“Jeg har selv oplevet noget, der minder om hans historie.”
Her trådte sårbarheden frem.
Vi berørte den nænsomt – ikke for at åbne mere, men for at bygge bro og bære den sammen.

Vi løftede stille til det præfrontale.
Satte ord på, hvad vi så:
at der skete noget i ham, og at der skete noget mellem os.
Han mærkede det samme.

Vi arbejdede med at mærke ryg, bagside og fødder.
Vi tjekkede ind i noget lidt mindre følsomt – uden at miste kontakten.
Fra dette sted talte vi ind i mødet med den unge:
ikke for at dele egen historie, men for at skabe en dybere og mere styrkende kontakt.

De neuroaffektive kompasser blev et teoretisk landkort for at forstå og skabe sammenhæng.
Vi talte om hvilke tilstande og lag hos den unge, der kalder på at blive mødt og reguleret.

Mentalisering og handling

Jeg spurgte:
“Hvad har du brug for nu?”

Han svarede:
“Egentligt ikke noget. Jeg ved godt, hvad jeg skal gøre.”

Sætningen kom fra et andet sted.
Mere ro i kroppen.
Mere klarhed i blikket.

Mentalisering handler om at have sind på sinde.
Men det skal også kunne bæres ud i handling.

Handling – indefra og ud

Når vi falder tilbage i kontakt med os selv – et sted hvor vi kan bære vores indre tilstande – opstår der et rum for faglig præcision.
Et rum, hvor næste skridt kan vælges bevidst, ikke som en reaktion.

I supervisionen bør der altid arbejdes i to spor:

1. Den indre bevægelse
   • regulering af nervesystemet og følelseslag
   • resonans
   • flere perspektiver i spil
   • blik for egne spor i reaktionen
   
   

1. Den ydre handling
   • det næste lille skridt i praksis
   • den intervention, der kan bære både medarbejder, borger eller klient

De to spor flettes ind i hinanden.
Når egen regulering møder ydre retning, sker der noget vigtigt:

• kontakt bliver mulig
• perspektivet bliver bredere
• den faglige vurdering bliver mere præcis
• der kan handles og skabes bevægelse

Medarbejderen står mere trygt.
Og borgeren eller klienten møder et stabilt, klart og tydeligt menneske at læne sig ind i – også når noget bliver svært.

Afslutning

Når vi arbejder med mennesker, bliver vores egne indre bevægelser altid en del af arbejdet.
I supervisionen får de lov at træde frem, så de kan reguleres – men ikke for deres egen skyld.
De skal skabe plads til det, der kommer bagefter:
de konkrete valg, de nye interventioner og de faglige strategier, der gør en reel forskel for menneskerne vi arbejder med.

For når vi vender hjem til os selv, bliver blikket klarere.
Og med et klarere blik følger også et klarere næste skridt:

• hvordan kontakten kan tages, hvordan rammen kan holdes,
• hvordan borgerens eller klientens tilstand kan mødes mere præcist – og arbejdes med mere klogt.

Det er i dette spændingsfelt mellem det indre og det ydre, at supervisionen viser sin egentlige styrke.
Ikke som terapi.
Ikke som metodeundervisning.
Men som et rum, hvor mennesket og fagligheden kan samles,
så der både kan tænkes, mærkes – og handles.

Når begge dele får plads, bliver udviklingen ikke kun mulig.
Den bliver anvendelig.
I relationen.
I hverdagens små greb.
Og i den næste konkrete intervention, der hjælper borgeren eller klienten et skridt videre.

Jonas Borup