At træde frem – synlighed i terapi og i livet

Jonas Borup
Terapi- og Udviklingshuset KBH, januar 2026

Nogle af os mærker en stille rysten i kroppen, når spørgsmålet om at træde frem bevæger sig tæt på. Det kan føles som om nervesystemet straks scanner efter gamle erfaringer: Var det her et sted, hvor man blev mødt – eller et sted, hvor man lærte at gøre sig lille?

I et terapeutisk rum kan vi undersøge netop dette spændingsfelt mellem længslen efter kontakt og den beskyttelse, der engang var nødvendig for at høre til. Psykoterapi giver plads til at mærke, hvordan synlighed både kan være en invitation og en risiko i vores indre landskab.
 

Den stille bevægelse mellem at gemme sig og at træde frem

Når man i psykoterapi arbejder med synlighed, viser det sig ofte, at bevægelsen handler om at kontakte de lag, der stadig husker. Nervesystemet rummer spor af tidligere afstemninger, hvor man måske lærte, at det var tryggest at holde sig i baggrunden, tilpasse sig eller bære sig selv med forsigtighed.
Som psykoterapeut ser man, hvordan denne indre forhandling fortsætter langt ind i voksenlivet. Der er en del i os, der længes efter at være i kontakt – og en del, der stadig vogter grænsen.
 

Synlighed som relationel risiko

For mange er det at træde frem ikke blot en handling, men en følelsesmæssig bevægelse. En bevægelse hvor man kan mærke: “Ser de mig nu? Og hvad sker der, hvis jeg bliver set?”
I terapien undersøger man dette indefra og udefra. Indefra gennem de subtile kropslige reaktioner – spændinger, varme, en pludselig trang til at holde vejret. Udefra i mødet med en psykoterapeut, der kan holde resonans og regulering, så man langsomt kan udforske sin egen synlighed uden at skulle præstere.

Hvad står i vejen for at træde frem?

Ofte ligger der gamle beskyttelsesstrategier som skam, tilbagetrækning, overtilpasning eller en dyb forsigtighed over for konflikt. Mange har båret forventningen om ikke at fylde for meget, ikke at være en byrde, ikke at være den der ændrer stemningen i et rum.
I det terapeutiske rum får disse mønstre lov til at blive undersøgt med nysgerrighed frem for vurdering. Man bevæger sig langsomt fra automatisk tilbagetrækning mod en mere afstemt kontakt med sig selv og andre.

Den relationelle bevægelse mod at blive set

At træde frem kan være en form for gensidig regulering. Når man bliver mødt af et andet menneskes rolige tilstedeværelse, kan nervesystemet få mulighed for at opdage, at synlighed ikke behøver at være farlig.
Det handler ikke om at stå på en scene, men om at have lov til at være i sin egen krop, i sit eget udtryk, i sin egen intensitet – uden at forlade sig selv.

Øvebaner – små bevægelser mod synlighed

1. Læg mærke til situationer i hverdagen, hvor kroppen trækker sig en anelse tilbage. Undersøg forsigtigt, hvad det er for en gammel erfaring, der dukker op.
2. Sæt tempoet lidt ned, når man mærker, at man bliver synlig. Bare et par åndedrag kan give nervesystemet tid til at regulere.
3. Prøv at blive en smule længere i øjeblikke, hvor et andet menneske viser interesse. Ikke for at præstere – men for at mærke, hvordan kontakt føles.
4. Undersøg, om der findes små steder i hverdagen, hvor man kan lade sin stemme eller tilstedeværelse fylde en anelse mere, end man plejer.
5. Læg mærke til, hvad der sker i en, når nogen møder én venligt og åbent. For nogle er det faktisk lige dér, at det bliver allersværest at træde frem.
   
   

Når synlighed bliver en mulighed

Spørgsmålet “Har jeg lov at træde frem?” kan ofte ses som en bevægelse, der udfolder sig i lag. I terapi og psykoterapi ser man ofte, hvordan synlighed langsomt bliver noget, man kan mærke indefra fremfor noget man skal præstere udefra.
Når nervesystemet får lov til at erfare, at kontakt kan være nænsom, og at ens egen tilstedeværelse ikke er for meget, opstår der et stille rum, hvor man kan begynde at stå en anelse mere ved sig selv. Ikke som et mål, men som en mulighed.

I det terapeutiske rum bliver denne bevægelse ikke presset frem, men båret. Her kan man udforske, hvad det gør ved en at blive set — og hvor det stadig vækker en gammel beskyttelse. At træde frem bliver dermed ikke et spring, men en langsom afstemning mellem det indre og det ydre, mellem længslen og forsigtigheden.
På den måde kan synlighed blive en del af det relationelle liv igen. Ikke fordi alt føles let, men fordi noget i en begynder at erfare, at man godt må være her.

Af hjertet tak

Jonas Borup, januar 2026
Terapi- og Udviklingshuset KBH