Eksistentielle perspektiver i arbejdet med sårbare unge

At møde den anden med sig selv

Hvordan er det egentlig at være der for et ungt menneske i krise?

At sidde over for et blik, der glider væk, eller et ansigt, der er lukket til – og mærke vægten af alt det, der ikke bliver sagt. At vide, at du ikke kan tage smerten væk. At mærke, hvordan stilheden mellem jer får sit eget åndedræt – og at turde blive stående dér.

I det eksistentielle perspektiv er arbejdet med sårbare unge ikke kun en faglig praksis, men et menneskeligt møde. Et sted, hvor både den unge og den professionelle må træde frem.
Det handler ikke om at fikse, men om at være nærværende. Ikke om at have svarene, men om at turde stille spørgsmålene og blive i de pauser, hvor smerte og betydning kan træde frem.

Som den tyske eksistensanalytiker Joachim Meier formulerer det:

“Det er ikke vores opgave at tage lidelsen væk, men at blive i stand til at bære den – sammen med den anden.”

Det er netop i dette mod – at blive stående i det svære uden at flygte ind i løsninger – at noget nyt og helende kan opstå.

At stå i det svære – og de grundvilkår vi ikke kan undgå

Unge i mistrivsel kæmper ofte med mere end symptomer. Bag overfladen – selvskade, isolation, misbrug – gemmer der sig erfaringer med livets store og uundgåelige vilkår: tab, ensomhed, frihed uden retning og en følelse af meningsløshed.

For nogle er disse vilkår trådt alt for tidligt ind i livet. De har mødt tab, før de for alvor har levet. Stået alene med friheden, før de kunne navigere. Følt sig isolerede, før de havde lært at række ud. Oplevet meningsløsheden, før de kunne skabe mening.

Det, de unge står i, handler sjældent kun om “problemer”. Ofte er det livets store spørgsmål, der presser sig på – ubønhørlige vilkår, som mennesker har reflekteret over gennem århundreder, fra de tidligste filosoffer til nutidens eksistentielle psykologer. Den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom taler om fire af dem:

Tab

Bevidstheden om tab og død minder os om livets skrøbelighed. For unge, der tidligt har oplevet tab, kan den skabe uro og tilbageholdenhed – måske som en grundlæggende tøven over for at knytte sig til noget eller nogen.

Friheden

Frihed rummer både muligheder og ansvar. For unge, der har stået alene med svære valg uden støtte, kan friheden føles som at være kastet ud på åbent hav uden kompas.

Isolationen

Vi er grundlæggende alene i vores oplevelser, men vi kan dele dem. Unge, der har oplevet svigt eller dyb ensomhed, kan opfatte isolation som et bevis på, at man ikke kan stole på andre – og trække sig endnu længere væk.

Meningsløsheden

Vi søger mening, men livet giver ingen færdige svar. For unge, der har mistet pejlemærker, kan det føles umuligt at se fremad, og de kan falde ind i et liv, der leves fra øjeblik til øjeblik.

Når vi ser disse reaktioner som naturlige svar på livets grundvilkår – ikke som fejl – skaber vi plads til forståelse og forandring.

Fra grundvilkår til verdensbillede

Den unges møde med livets vilkår bliver til byggesten i deres verdensbillede – deres dybe forståelse af sig selv, andre og verden.

Hvis tillid er svær, kan det skyldes, at mistillid engang var nødvendigt for at overleve. Hvis følelser holdes tilbage – eller bryder ud med voldsom kraft – kan det have været den eneste måde at blive hørt eller undgå fare.

Når vi møder den unges adfærd som meningsfuld frem for problematisk, bliver vi bedre til at lytte for at forstå. Vi kan stille spørgsmål, der åbner for, at de selv opdager nye perspektiver – uden at vi forsøger at flytte dem fra den ene pol til den anden.

I dette arbejde kan Emmy van Deurzens fire livsverdener være en hjælpsom ramme:

• Den fysiske verden: Krop, sanser, fysiske ting, natur.
• Den sociale verden: Fællesskaber, normer, sociale roller.
• Den private verden: Selvopfattelse, følelser, værdighed, nære relationer.
• Ideologiverdenen: Tro, værdier, moral – og fraværet af dem.

Verdensbilledet formes i spændingsfeltet mellem disse verdener – og vi kan være medundersøgere af de polariteter, som udspiller sig i og mellem dem, og undersøge sammen med den unge, hvad der åbnes for, og hvad der lukkes af for.

Den deskriptive dialog

En central metode i hele den eksistentielle tilgang er den deskriptive dialog – inspireret af Ernesto Spinellis eksistentielle fænomenologi.

Her spørger vi åbent, uden at tolke eller vurdere:

• “Hvordan er det at være dig – lige nu?”
• “Hvordan oplever du andre mennesker?”
• “Hvordan tror du, andre oplever dig?”
• “Hvordan oplever du verden?”

Når relationen er stærk nok, kan vi bringe os selv og et bredere perspektiv ind i dialogen:

• “Hvordan er det at sige det til mig – lige nu?”
• “Hvordan tror du, det er for mig at høre?”
• “Vil du høre, hvordan jeg ser det?”
  
  
• "Hvordan tror du den anden ser det her?"
• "Hvordan tror du den anden ser dig i det her?"
• "Hvordan er det at se på det her i et større mere generelt perspektiv?"

Sådan kan vi give erfaringen af, at kontakt kan være tryg – også når den er sårbar.

At blive et menneske i arbejdet

At arbejde eksistentielt med sårbare unge er ikke et sæt teknikker – det er en måde at være til stede på. Det kræver mod, ydmyghed og evnen til at bære det uvisse.

Som en underviser beskrev om en elev, der ikke havde været i skole i næsten et år:

“Jeg spurgte ham ikke, hvorfor han ikke kom. Jeg spurgte, hvordan det var at vågne op og vide, at man ikke skulle af sted. Han sagde: ‘Det føles både lettende og skamfuldt’. Det blev vores udgangspunkt for den videre undersøgende dialog.”

Afslutning

At møde sårbare unge fra et eksistentielt perspektiv er at møde dem som hele mennesker – ikke som problemer, der skal løses. Vi kan ikke love dem, at smerten forsvinder, men vi kan vise, at det er muligt at bære den – og at der kan opstå lysglimt, selv i mørke rum.

Når vi hjælper dem med at bære friheden, dele ensomheden, rumme tabet og søge mening, giver vi dem måske den mest livgivende erfaring: At man ikke er alene. Og i den erfaring kan nye muligheder – stille og umærkeligt – begynde at spire.


Jonas Borup