Åbenhed i samarbejdet med unge i udsatte positioner

For nylig, i en supervision med kontaktpersoner, der arbejder med unge i udsatte livspositioner, blev jeg inspireret til at nedskrive fem centrale perspektiver, som har præget mit arbejde gennem årene. Her præsenterer jeg begrebet ’Åbenhed’ som det første af de fem perspektiver, der både trækker på neuroaffektiv teori og mine egne erfaringer som praktiker og supervisor.

At træde frem som menneske

I vores relationer til unge i udsatte livspositioner er vores personlighed og sårbarhed nogle af de vigtigste redskaber, vi har. Naturligvis er der ikke alt, vi skal vise – kun det, som er bearbejdet, og som rummet og den unge kan bære. Men inden for den ramme er åbenhed og transparens fundamentale for arbejdet med relationer. Set fra et mentaliseringsperspektiv bliver det klart, da de lavere grader af mentalisering, såsom teleologisk tænkning og psykisk ækvivalens, begrænser evnen til at se tingene fra nuancerede perspektiver. For eksempel, i mit arbejde med en ung mand om hans vrede, indså jeg, at mine rynkede bryn blev opfattet som modstand. Ved at dele med ham, at mine rynkede bryn mere udtrykte eftertænksomhed end kritik, kunne vi åbne op for en dialog, der ændrede hele hans syn på, hvordan han opfattede modstand fra andre.

Selvbeskyttelsesstrategier

Åbenhed manifesterer sig på flere niveauer. Det omfatter også en vilje til at være tydelig omkring grænser, etik, dannelse, moral, ansvar, medmenneskelighed og konsekvens – samtidig med at vi åbent ser på de selvbeskyttelsesstrategier, som de unge anvender, hvad enten det handler om misbrug, vold eller kriminalitet. Når vi nærmer os disse strategier med forståelse, skaber det en platform for spørgsmål som: "Kan du forstå, at denne del af dig har eksisteret? Hvordan har det hjulpet dig?" I mit arbejde med unge, der brugte vold, stillede jeg ofte spørgsmålet om deres første erfaring med vold. De fleste havde klare minder om, hvordan de fra det øjeblik aldrig igen ville være den svageste i gruppen. Disse strategier opstår altid af en grund og repræsenterer ofte det bedste, de på det tidspunkt har lært i deres liv.

Håb, drømme og den dybe afmagt

Men vi skal ikke stoppe der. Med åbenhed skal vi også udforske deres iboende håb og drømme – drømme, de måske endnu ikke fuldt ud tør drømme! Åbenheden fører os også ind i de dybere lag af afmagt, skam, angst og forladthed. Det kræver, at vi fastholder kontakten og åbenheden i os selv. Når jeg underviser, plejer jeg at sige, at min opgave er at bringe tro, håb og medfølelse ind i mødet med den dybe smerte og undgå at falde i fælden med at ville "fikse" eller løse problemet. Smerten er en del af deres fortælling, og forsøg på at fikse den vil blot gentage oplevelsen af, at den unge føler sig alene med den. Det vigtige er at være til stede, at bære os selv og vores forbindelse til såvel den unge som til tro, håb og medfølelse.

Åbent blik på ressourcer og styrker

I en fastlåst livssituation kan blikket på egne ressourcer og styrker være ganske begrænset, og det kan være nødvendigt med en anden person til at pege på disse kvalitetet, og herfra arbejde på at forankre og tydeliggøre disse. Helt konkret kan det være en god ide at skrive dem ned efterhånden som de træder frem, sådan at den unge kan vende tilbage til disse og derved arbejde på at tage ejerskab og integrere dem bevidst i sig selv og i sit liv.

Åben om relationen

I mit arbejde som supervisor på ungeområdet spørger jeg altid ind til, hvorvidt relationen mellem den unge og deres kontaktperson, mentor eller terapeut åbent undersøges. Det kan fx være med spørgsmål som: "Hvordan synes du, at relationen mellem os to er? Er der noget, du synes, vi skal arbejde på?" Jeg bliver igen og igen opmærksom på, hvad dette perspektiv på åbenhed kan bringe med sig i form af ansvarlighed og klarhed, som f.eks. da en ung mand i sin tid svarede mig: "Uanset hvad du siger, så kan jeg tydeligt se på dig, når du tror, at tingene kan lykkes for mig, og når du ikke gør." Jeg var på det tidspunkt ikke selv klar over det, men han havde helt ret, og hans ord dannede grundlag for, at jeg i min supervision kunne arbejde med den del af mig, som troede på den unge, og den del, som ikke gjorde.

Vi kan alle bringes ud af balance

At være i kontakt med mennesker, der befinder sig i fastlåste livssituationer, samt at lytte til traumatiserende fortællinger, kan have en indvirkning. Det er lige så sikkert, at alle kan bringes ud af balance. Som professionelle er det derfor vigtigt, at vi løbende arbejder på at fastholde og udvide vores fleksibilitet og balance.

Gennem årene er jeg blevet mere opmærksom på, hvor mange forskellige metoder der kan anvendes til at opnå denne balance. Supervision, egenterapi og sparring er essentielle redskaber, men det inkluderer også aktiviteter som afslapning, motion, sunde kostvaner, ophold i naturen, hobbyer samt kreativ udfoldelse som musik og kunst. Vi er alle forskellige, og derfor skal vi hver især finde vores egen vej til at fastholde og genvinde balancen.

Det er vigtigt at anerkende, at der i denne proces også ligger en mulighed for os. En mulighed for, at vi gennem vores arbejde kan skabe ret gode betingelser for at udvikle os og dermed også arbejde på at stå stærkere og mere transparent i os selv, hvilket i sidste ende også fremmer vores evne til at skabe udvikling sammen med de unge, vi arbejder med.

De følgende perspektiver

Det var min blog omkring perspektiver på Åbenhed, og der er med garanti mange flere. I de kommende blogindlæg vil jeg belyse perspektiver på: Balance, Empati, Nysgerrighed og Tålmodighed.

Jeg håber, at du vil læse med!

Jonas Borup

Besøg også vores side: Ung Terapi