Hjernens samspil mellem følelser, krop og regulering

Jonas Borup, januar 2026
Terapi- og Udviklingshuset KBH

I hverdagen tror vi ofte, at vores reaktioner styres af vilje, logik og bevidsthed. Men langt det meste sker i et hurtigt, sansende system dybt i hjernen – et system, der forsøger at beskytte os, før vi når at tænke. Når noget føles utrygt, reagerer kroppen øjeblikkeligt. Først bagefter forsøger vi at forstå, hvorfor.

Det følelsesmæssige og kropslige system består af flere dele, som tilsammen former vores reaktioner: amygdala, hippocampus, hypothalamus, insula, præfrontal cortex, vagusnerven og HPA‑aksen. Sammen udgør de et netværk, der arbejder konstant for at holde os trygge, regulerede og i kontakt – både med os selv og med andre.

Overblik: Centrale hjernedele og deres funktion

Hvordan systemerne arbejder sammen

Selvom hver del af hjernen har sin egen funktion, arbejder de i praksis tæt sammen som ét samlet reguleringssystem:

• Amygdala registrerer betydning og mulige faresignaler. Hvis noget føles utrygt, sender den straks signal videre til hypothalamus, som aktiverer kroppen.
  
  
• Hypothalamus får puls, energi og spænding til at stige. Det er her, alarmen bliver til en kropslig oplevelse, som insula registrerer indefra og omsætter til følelsesmæssige oplevelser.
  
  
• Hippocampus forsøger samtidig at vurdere, om situationen faktisk er farlig lige nu – eller om den minder om noget gammelt. Den hjælper amygdala med at justere alarmen.
  
  
• Præfrontal cortex (PFC) bidrager med overblik, mentalisering, perspektiv og såvel impulshæmning som impulsaktivering. Men PFC dæmpes midlertidigt, når amygdala står højt i alarm – derfor bliver det svært at tænke klart og fleksibelt, mens kroppen reagerer.
  
  
• Vagusnerven fungerer som systemets bremse. Den hjælper kroppen tilbage i ro, hvorefter PFC får bedre adgang, og mentaliseringsevnen vender tilbage.
  
  
• HPA‑aksen sørger for længerevarende stresshåndtering ved at frigive kortisol. Når den er i balance, holder den os robuste. Når den er belastet, kan den påvirke både søvn, koncentration og følelsesmæssig stabilitet.

Tilsammen skaber disse systemer den måde, vi mærker kroppen på, forstår følelser, reagerer i relationer og finder tilbage til ro. Det er et dynamisk samspil, der hele tiden bevæger sig mellem alarm, afstemning og regulering.

De enkelte systemer i dybden

• Amygdala – alarmsystemet
  Amygdala registrerer betydning og mulige faresignaler – ikke kun fysiske trusler, men også relationelle signaler som kritik, afvisning, forandring eller skam. Den reagerer med det samme, længe før bevidstheden når at følge med. Når systemet er presset, kan amygdala sende alarm uden tydelig grund, og kroppen reagerer, selv når situationen objektivt er ufarlig.
  
  
• Hypothalamus – kroppen i beredskab 
  Når amygdala registrerer noget vigtigt eller potentielt farligt, sender den signal til hypothalamus, som aktiverer kroppen. Puls, energi, spænding og fokus stiger, så vi kan handle hurtigt. Det er præcis sådan systemet skal fungere. Men når det står på for længe, kan kroppen blive overaktiveret, og roen bliver svær at finde.
  
  
• Hippocampus – tid, mening og kontekst
  Hippocampus hjælper os med at skelne mellem nutid og fortid. Den tilføjer mening, struktur og sammenhæng til oplevelser. Når vi er stressede eller belastede, kan hippocampus blive mindre præcis, og gamle erfaringer kan begynde at farve nye situationer. Noget, der engang var svært, kan føles nærværende igen, selvom vi er et helt andet sted i livet.
  
  
• Insula – forbindelsen mellem krop og følelser
  Insula er den del af hjernen, der registrerer kroppens indre signaler: spænding, knugen, puls, varme, kulde eller ubehag. Den oversætter kropslige tilstande til følelsesmæssig betydning. Når insula er i balance, kan vi mærke os selv nuanceret. Når den er overbelastet, kan kroppen blive enten for meget (overvældelse, uro) eller for lidt (frakobling, tomhed).
  Insula er en nøglespiller i al følelsesregulering, fordi den forbinder kroppen med følelsen af “sådan har jeg det lige nu”.
  
  
• Præfrontal cortex – mentaliseringens og overblikkets centrum
  Præfrontal cortex (PFC) er det langsomme, refleksive system. Det er her, vi mentaliserer, nuancerer, tænker langsigtet, sætter ord på følelser og forstår både os selv og andre.
  Men: PFC kobler delvist ud, når alarmberedskabet er højt. Derfor mister vi midlertidigt evnen til at se tingene udefra, forstå nuancer eller holde proportioner.
  Det er ikke et karaktertræk – det er neurobiologi.
  Når kroppen falder til ro, kommer PFC “online” igen, og mentaliseringsevnen vender tilbage.
  
  
• Vagusnerven – kroppens bremse og sociale nerve
  Vagusnerven er en del af det parasympatiske nervesystem og hjælper kroppen med at finde ro efter alarm. Den regulerer puls, vejrtrækning, tryghed og social kontakt.
  Når vagusnerven er aktiv, falder kroppen til ro, stemmen bliver blødere, ansigtet mere levende, og kontakten til andre styrkes.
  Åndedræt, rytme, berøring og nærvær er blandt de vigtigste måder at aktivere vagusnerven på.
  
  
• HPA‑aksen – kroppens langsomme stressrespons
  HPA‑aksen (hypothalamus–hypofyse–binyre) styrer produktionen af kortisol. Den aktiveres ved vedvarende stress og hjælper kroppen med at holde ud over tid.
  Når belastningen varer for længe, kan HPA‑aksen komme i ubalance, hvilket påvirker energi, søvn, koncentration og følelsesmæssig stabilitet. Her bliver stress til udmattelse, og selv små ting kan tære på systemet.

Når systemet fungerer – og når det ikke gør

Når samarbejdet fungerer:

• balance mellem krop og følelser
• adgang til mentalisering og perspektiv
• fleksibilitet og tydelighed
• evnen til at stoppe op før vi reagerer
• ro i relationer
• mod til at være i kontakt
  
  

Når systemet er presset:

• små ting føles store
• kroppen går i alarm uden vi forstår hvorfor
• vi reagerer hurtigere og stærkere
• mentaliseringsevnen falder
• relationer bliver sårbare
• gamle mønstre overtager
• søvn, appetit eller energi påvirkes

Det er ikke et svaghedstegn. Det er hjernen, der forsøger at passe på os – bare lidt for tidligt og lidt for meget.

Mikro-øvelser der kan hjælpe systemet

• Orientering i rummet
  Se dig omkring og navngiv 3 ting du kan se, 2 du kan høre, 1 du kan mærke. Det beroliger amygdala og insula.
  
  
• Langsom udånding
  4 sekunder ind – 6–8 sekunder ud. Gentag 6 gange. Det aktiverer vagusnerven og dæmper uro.
  
  
• Tidsmarkør
  Sig stille: “Det her er nu. Jeg er her.” Det hjælper hippocampus med at adskille fortid og nutid.

Hvorfor det relationelle er så afgørende

Vi kan ikke altid tænke os selv rolige. Nervesystemet er bygget til at blive reguleret gennem relationer: nærvær, tydelighed, rytme og mentaliserende kontakt. Trygge relationer styrker vagusnerven, dæmper amygdala og hjælper Præfrontal cortex (PFC) tilbage online.

Det er bl.a. her, det neuroaffektive og mentaliseringsbaserede perspektiv giver så meget mening:

Vi arbejder ikke kun med tanker, men med hele det kropslige og følelsesmæssige system, der gør det muligt at stå mere hel i sig selv og i sine relationer.

Hvordan det teoretiske bliver til praktisk arbejde i terapi

Alt det her kan måske lyde teknisk, og vi bruger ikke alle de teoretiske ord i terapirummet. Men i den terapeutiske proces arbejder vi med disse systemer, når vi undersøger reaktioner, skaber regulering, styrker mentalisering og opbygger nye erfaringer i relationen.

Det er arbejdet med disse mekanismer, der stille og kontinuerligt understøtter forandring og gør det muligt gradvist at finde mere ro og sammenhæng i sig selv.

Kilder og faglig inspiration - bl.a.:

• Daniel J. Siegel: The Developing Mind (interpersonel neurobiologi og regulering).
• Susan Hart: Neuroaffektiv Udviklingspsykologi (affektiv udvikling og samspil).
• Joseph LeDoux: forskning i amygdala og følelsesmæssig betydning.
  
  

Jonas Borup
Terapi- og Udviklingshuset KBH, januar 2026