Vi kan tale om følelser – uden helt at træde ind i dem

- Og uden den dybe følelsesmæssige kontakt

Mange af os er blevet rigtigt gode til at tale om følelser.
Vi kan sætte ord på, forklare og analysere.
Men nogle gange sker der en forskydning, hvor ord og sprog bliver uden dyb følelsesmæssig kontakt og resonans, og så kommer vi faktisk ikke rigtigt nogle vegne.

Det kan være, at man beskriver en følelse i et klart og tydeligt sprog, men uden at mærke, at der også ligger en indre bevægelse, der gerne vil i kontakt.

I et terapeutisk rum ser man ofte, hvordan ordene også kan bruges til at skabe en form for afstand – en måde at holde styr på noget, der egentlig er levende, sanseligt og sårbart. 

Der kan opstår et mellemrum mellem det, man siger, og det, man mærker.
Noget bliver præsenteret, men ikke helt mødt og båret
Kontakten kan forblive glat, men ikke helt resonant.
Vi kan nemt opleve at hænge fast, at det samme gentager sig.
At der er et bagvedliggende lag, som ikke helt får lov at komme i spil.

Det der sker, når følelser deles indefra

Når man i psykoterapi eller supervision begynder at undersøge, hvad der sker, når følelser deles indefra, bliver forskellen tydelig.
Det er ikke kun ordene, der gør noget – det er forbindelsen indadtil og måden, de bæres på.
Den følelsesmæssige deling har en tyngde, en sårbarhed og en bevægelse, der ikke kun handler om information, men om kontakt og livfuldhed. 

En psykoterapeut ser ofte, hvordan nervesystemet begynder at regulere sig anderledes, når noget deles i et tempo, hvor man stadig kan mærke sig selv – og hinanden.

Der kan opstå resonans – den indre genklang, hvor man ikke står alene med det, man mærker, men oplever en anden være med i det.

Det er sjældent dramatisk.
Ofte er det stille.
Men det er en smuk stilhed, hvor noget faktisk kan få både liv og plads.
Et rum for skabelse af både fleksibilitet, integritet og nye handlingsperspektiver. 

Gamle erfaringer med ikke at blive mødt

For mange af os er det ikke tilfældigt, at vi taler om følelser uden rigtigt at leve dem.
Der kan ligge dybe erfaringer bag: erfaringer med ikke at blive mødt, når man viste de mere sårbare lag.
Måske blev man overset, misforstået eller gjort forkert.
Måske blev man mødt med irritation, tavshed eller utryghed.

Når sådanne oplevelser gentager sig, begynder nervesystemet at lære:

• at det er frygtsomt
• at det kan være farligt at træde frem
• at den anden ikke kan bære det
• at man må holde sig selv på plads for ikke at skabe uro

Over tid kan det udvikle sig til indre overbevisninger som:

• “jeg må passe på den anden.”
• “jeg må ikke fylde.”
• “jeg skal være ansvarlig for stemningen.”
• "jeg skal passe på mig selv."

I psykoterapi kan man ofte se, hvordan denne form for tilpasning har været en vigtig beskyttelse.
Det er ikke et svigt.
Det er noget, man har lært for at kunne være i relationer, der ikke kunne bære det hele.

Når det svære helst skal gå væk

Vi lever også i en tid, hvor svære følelser hurtigt bliver set som noget, der helst skal forsvinde.
Ubehag skal nedreguleres, optimeres, forklares, behandles, forkortes.
Det er, som om kulturen omkring os antyder, at smerte er et tegn på fejl – noget der helst skal fikses eller forbedres.

I et terapeutisk perspektiv ser man ofte, hvordan dette påvirker vores mulighed for at træde ind i de dybere lag.
Hvis man tror, at svære følelser ikke må være der, bliver de svære at mærke.
Og måske endnu sværere at dele.
Når noget ikke må eksistere, begynder nervesystemet at udvikle strategier for at bevæge sig væk fra det.

Strategier der fører os væk

Der findes mange måder at bevæge sig væk fra de inderste følelsesmæssige lag – særligt hvis man ikke tidligere er blevet spejlet i, at disse lag kan bæres i kontakt:

• for nogle bliver strategien at kritisere andre eller sig selv – et forsøg på at skabe kontrol, når noget indeni bliver uklart, utydeligt eller for sårbart.
• for andre bliver det en bevægelse mod at præstere, handle eller være dygtig, så sårbarheden ikke mærkes.
• nogle bliver overopmærksomme på andre, måske ud fra en indre overbevisning om, at “min berettigelse afhænger af, at jeg lever op til deres forventninger.”
• nogle begynder at gøre sig selv lidt bedre eller se lidt ned på andre for at undgå den gamle fornemmelse af utilstrækkelighed – eller måske en dyb forladthed.
• andre går uden om, benægter eller taler i et tempo, hvor kroppen ikke kan følge med.
• for nogle opstår en “som om tilstand”:
  Man taler om det, men mærker det ikke.
  Man er der – men ikke helt.

I terapi skal disse strategier mødes med nysgerrighed.
Ikke som fejl, men som gamle, kloge måder at passe på noget vigtigt – måske helt grundlæggende om ens ret til at være her.

Psykoterapi som et sted at øve sig i at være i følelser – og i livet – sammen

I et terapeutisk rum er der mulighed for at undersøge alt dette i et tempo, hvor nervesystemet kan følge med.
Her behøver man ikke fjerne noget eller gøre noget færdigt.

Man kan øve sig i at være i følelser sammen med en psykoterapeut, der er trænet i at bære sig selv i mødet med det, der viser sig – og på den måde øve sig i at lade det følelsesmæssige liv folde sig ud.

For mange bliver det en ny relationel erfaring:

• at man ikke er ansvarlig for den andens indre liv.
• at man godt må fylde sig selv ud.
• at det er muligt at mærke sig selv indefra – uden at stå alene med det.
  
  

Små øvebaner

• Læg mærke til tempo og tonalitet
  Man kan undersøge, om man taler hurtigere, end kroppen kan følge med.
  Eller om man taler med en lukkethed og lav følelsesmæssig kontakt.
  Nogle gange afslører tempoet eller tonaliteten, at man er på vej væk fra noget, der rører sig.
  
  
• Bliv lidt længere i det første lille signal
  Hvis en følelse viser sig som en knude, varme eller uro, kan man øve sig i at blive dér et øjeblik.
  Ikke for at forstå den – men for at lade den være til.
  
  
• Undersøg intentionen
  Når man kritiserer, præsterer, vil beskytte andre eller distancerer sig, kan man forsigtigt spørge:
  “Hvad prøver jeg at undgå lige nu?”
  Ofte ligger svaret lige bag bevægelsen.
  
  
• Del en lille smule mere end normalt
  Ikke det hele.
  Bare en anelse mere af, hvad noget gør ved en.
  Undlad at vurder på om den anden tager imod,
  men hold dig til at mærke autenticiteten i at træde frem.

Der sker en bevægelse, når vi vover at fylde os selv ud - og være lidt mere i dét, der allerede er i gang indeni.

Jonas Borup, febuar 2026
Terapi- og Udviklingshuset KBH