Situationsbestemt nærhed i et opdelt liv

Jonas Borup, december 2025

Der findes relationer, hvor nærheden opleves reel. Kontakten er varm, sanselig og opleves meningsfuld. Samtalen flyder, blikket holder, og der opstår en oplevelse af gensidig tilstedeværelse og samspil. Og alligevel har relationen ingen bæreevne over tid. Når situationen ophører, opløses forbindelsen – måske uden konflikt og uden egentlig afslutning.

Det, der mangler, er ikke følelsen – men kapaciteten til at bære relationen videre.

I denne tekst undersøges begrebet situationsbestemt nærhed: en måde at være i relation på, der kun fungerer inden for bestemte rammer. En nærhed, der opstår og leves i konkrete situationer, men som vanskeligt lader sig fastholde, når rammerne opløses. Formålet er ikke at vurdere eller diagnosticere, men at give sprog til et fænomen, jeg ser i praksis, men som jeg har savnet et præcist begreb for.

Baggrund for teksten

Beskrivelsen af situationsbestemt nærhed udspringer af min erfaring i arbejdet med mennesker og relationer. I samtaler med klienter træder mønstret gentagne gange frem som relationel kontakt, der opleves levende og nærværende, men samtidig vanskelig at fastholde over tid.

Jeg har i dette arbejde savnet et sprog, som hverken reducerer fænomenet til undgåelse eller romantiserer fraværet af kontinuitet.

Fænomenet kan ikke uden videre forstås som hverken undgående eller ambivalent tilknytning, men peger på en mere situations- og kontekstafhængig måde at være i relation på.

Hvad kendetegner situationsbestemt nærhed

Situationsbestemt nærhed opstår med høj kvalitet inden for en tydelig ramme. Nærheden kan være konkret og nærværende, præget af opmærksomhed, affektiv respons og gensidig regulering. I situationen kan relationen opleves intens og meningsfuld.

Samtidig er nærheden tids- og kontekstafgrænset. Den bæres af situationen snarere end af relationen. Når rammen opløses – ved adskillelse eller skift i livssituation – opløses også kontakten, ofte uden konflikt og uden at blive italesat.

Der opleves typisk overensstemmelse mellem det sagte og det gjorte i øjeblikket. Mennesker i situationsbestemt nærhed kan være tydelige, respektfulde og oprigtigt tilstedeværende. Det er ikke løgn eller bedrag, men begrænset integrationskapacitet: det, der leves i situationen, føres ikke videre ind i andre dele af livet.

Nærheden har ofte en klar begyndelse og en implicit udløbsdato. Ikke fordi den mangler betydning, men fordi bæringen holdes bevidst begrænset.

Hvad situationsbestemt nærhed ikke er

Situationsbestemt nærhed skyldes ikke nødvendigvis manglende empati i nuet. Ofte er den affektive indlevelse intakt: den anden ses, mærkes og mødes i øjeblikket. Distancen ligger ikke i mødet, men i det, der sker før og efter.

Det er derfor mere præcist at forstå fænomenet som en mentalisering, der fungerer i det konkrete møde, men som ikke rummer relationen som noget, der eksisterer på tværs af tid, sted og fravær. Den anden kan holdes i sindet, mens relationen er aktiv – men falder let ud af bevidstheden, når situationen ophører.

Netop her opstår en typisk misforståelse: at den manglende kontinuitet tolkes som manglende nærvær eller ligegyldighed, når der snarere er tale om en begrænset evne til at fastholde relationen uden for den situation, hvor den leves.

Hvorfor situationsbestemt nærhed giver mening i vores tid

Vi lever i en tid med høj mobilitet, mange livsroller og færre stabile rammer. Det er blevet lettere at mødes – og sværere at blive. I denne kontekst fremstår situationsbestemt nærhed som en forståelig og ofte rationel tilpasning.

For nogle rækker forklaringen imidlertid længere tilbage end samtidens vilkår. Situationsbestemt nærhed kan også være forankret i tidlige erfaringer med skam, skjulthed eller nødvendigheden af at holde livets verdener adskilt. Når kontinuitet tidligere har været forbundet med risiko – for at blive set forkert, udstille noget sårbart eller bringe nære relationer i fare – kan evnen til at være nær i situationen, men ikke over tid, udvikles som en beskyttende strategi.

I sådanne tilfælde er situationsbestemt nærhed ikke et fravalg af relation, men en måde at bevare kontakt uden at bringe mere i spil, end det indre system kan bære.

Den gør det muligt at:

• være i kontakt uden at bringe hele livet i spil
• bevare værdighed uden at udlevere sig
• regulere sig relationelt uden at forpligte sig ud over det, rammen kan bære

I den forstand er fænomenet adaptivt. Det muliggør menneskelig kontakt i komplekse livsvilkår – uden at kræve helhed, som livet endnu ikke kan rumme.

Hvad situationsbestemt nærhed kræver af den anden

At møde situationsbestemt nærhed kræver tolerance for uafklarethed og en evne til at være i kontakt uden garanti for kontinuitet. Ofte opstår en asymmetri, hvor den ene part bærer mere af relationens sammenhæng end den anden.

For nogle er dette overkommeligt. For andre bliver det belastende over tid – ikke fordi relationen var uægte, men fordi bæreevnen ikke var fælles. Kroppen reagerer ofte før sproget: med uro, frustration, træthed eller en stille sorg.

Risikoen for tomhed og ensomhed

Situationsbestemt nærhed rummer en særlig risiko, hvis den bliver den dominerende – eller eneste – relationsform. Ikke fordi nærheden er tom i sig selv, men fordi den ikke altid efterlader noget, der kan bæres videre.

Over tid kan der opstå en stille tomhed og en oplevelse af manglende sammenhæng i livet.. Man har haft kontakt, måske endda intens kontakt, men savner oplevelsen af at være forankret i nogen andres liv også imellem møder. Kontakten regulerer i nuet, men giver ikke nødvendigvis tilhørsforankring.

Bæredygtig nærhed forudsætter ikke blot empati i øjeblikket, men kapacitet til at fastholde relationen over tid – og til at fastholde den i sig selv. Denne kapacitet hænger tæt sammen med mentalisering – forstået som evnen til at holde den anden levende i sindet, også når relationen ikke er aktiv. Det vil sige, at der findes en indre repræsentation af den anden, som gør relationen levende, også når man er adskilt.

Denne indre fastholdelse kræver:

• kontinuitet
• gentagelse
• og en oplevelse af, at relationen har en plads, der rækker ud over situationen

Når nærhed primært er situationsbestemt, opbygges denne indre repræsentation ofte ikke. Man findes tydeligt i mødet, men svagere imellem møder. For nogle er dette uproblematisk. For andre kan det føre til ensomhed og tomhed.

Afrunding

Situationsbestemt nærhed peger på et tidstypisk relationelt fænomen: at noget kan føles sandt, ægte og betydningsfuldt uden at kunne bæres videre. Når dette ikke erkendes, risikerer man enten at afvise nærheden – eller at overbære den.

At give sprog til situationsbestemt nærhed er derfor et nødvendigt fagligt skridt i en tid, hvor kontakt er let, men sammenhæng er blevet vanskelig. Klarhed gør det muligt at respektere det, der var, og samtidig vælge relationer og nærhedsformer, som også kan fastholde én – både over tid og indefra.

Teoretiske afsæt (udvalgt)

John Bowlby – kontinuitet og relationel forankring
Peter Fonagy – indre repræsentationer og mentalisering over tid
Irvin Yalom – betydningsfulde møder uden krav om varighed

Begrebet situationsbestemt nærhed anvendes her som et praksisnært arbejdsbegreb og ikke som en diagnose eller fast tilknytningskategori.

Jonas Borup, December 2025

Terapi- og Udviklingshuset KBH