Sætte ord på indre tilstande
Jonas Borup
Vi har hørt det mange gange: “Det hjælper at sætte ord på det.”
Men hvorfor kan det egentlig være healende?
Og hvorfor er det ikke ligegyldigt, hvordan vi sætter ord på vores indre tilstande?
I neuroaffektiv udviklingspsykologi, mentalisering og moderne affektiv neurovidenskab peger forskningen på det samme:
Sprog kan regulere. Sprog kan organisere. Og sprog kan forbinde - Hvis det bruges rigtigt!
I det følgende folder jeg ud, hvorfor ord kan virke helende – og hvorfor måden, vi bruger dem på, har afgørende betydning.
1. Når vi sætter ord på, kan vi skabe struktur i det, der ellers mærkes som kaos
Inden vi forstår noget mentalt, oplever vi det kropsligt.
Kroppen sender signaler om uro, tryk, spænding, kulde, varme, knugen – ofte uden at vi ved, hvad der egentlig sker.
Når vi sætter ord på, kan der sker en bevægelse:
- det diffuse kan blive konkret
- det overvældende kan blive til noget, der kan beskrives
- det uformelige kan bliver form
Det er det første skridt i regulering:
At indre uro bliver begribeligt.
2. Sprog aktiverer præfrontal cortex – som dæmper amygdala
Forskning viser, at når vi sætter ord på en følelsesmæssig tilstand, aktiveres præfrontale områder, der direkte hæmmer amygdalas respons.
Dermed falder intensitet og alarmniveau.
Det betyder, at selv en simpel sætning som:
“Jeg mærker uro.”
… kan skabe regulering i nervesystemet.
Det kræver ikke dyb refleksion – blot en lille grad af bevidsthed.
Her sker der en konkret neurobiologisk regulering:
Ord dæmper alarm.
3. Sproget kan skabe kontakt – og kontakt regulerer
Når en tilstand bliver sat ord på i nærvær af et andet menneske, opstår der:
- afstemning
- delt opmærksomhed
- co‑regulering
Vi bliver mindre alene om det, vi bærer.
Relationen beroliger – og det har en målelig effekt på nervesystemet.
4. Det er ikke ligegyldigt, hvilke ord vi vælger
Ord kan regulere – men ord kan også dysregulere.
Regulerende sprog:
- kropsnært
- enkelt
- ikke-dømmende
- nysgerrigt
- afstemt i intensitet
Eksempel:
“Der er noget uro i mig.”
Dysregulerende sprog:
- dramatisk
- selvkritisk
- identitetsfusioneret
- overfortolkende
- distanceret fra følelsen
Eksempel:
“Jeg går helt i stykker.”
“Jeg burde kunne håndtere det her.”
Her bliver sproget en forstærker af alarm, ikke en beroliger.
5. Hvor i selvet vi placerer ordene, afgør effekten
Det er ikke kun ordene i sig selv, men hvordan vi sætter dem i forhold til selvet.
Der findes især tre niveauer:
Dur ikke: “Jeg er håbløs.”
Identitetsfusion.
Tilstanden bliver en sandhed om personen.
Dette skaber:
- højere alarm
- fastlåsning
- ingen afstand
- mindre regulering
- oplevelsen føles total
Dur: “Jeg føler mig håbløs.”
Tilstandsgørelse.
Håbløsheden bliver en oplevelse, ikke en identitet.
Dette skaber:
- afstand
- nuancer
- Tidmæssig afgrænset
- mindre aktivering
- adgang til præfrontal regulering
Virkelig god: “En del af mig føler sig håbløs.”
Delperspektiv.
Dette er en af de mest regulerende måder at sætte ord på.
Det giver:
- indre fleksibilitet
- plads til andre dele
- stabil identitet
- reduceret amygdala‑aktivering
- mulighed for indre dialog
Denne form for sprogliggørelse er dybt udviklingsstøttende og helende.
6. Hvorfor virker alt dette?
Fordi sprog kan:
- organisere
- skabe mening
- dæmpe alarm
- understøtte relation
- give afstand uden at skabe afstandtagen
- gøre det muligt at holde en tilstand i stedet for at blive den
Sproget skal med andre ord ikke være et lag oven på oplevelsen —
det skal være forbundet med oplevelsen - og en del af selve reguleringen.
Konklusion: Ord kan være helende – når de bruges rigtigt
Det kan være dybt helende at sætte ord på tilstande, fordi:
- vi kan gøre det uformelige forståeligt
- præfrontal cortex kan dæmpe amygdala
- relation kan bære og regulere
- vi kan undgå at overidentifikation
- vi kan skabe indre fleksibilitet
- vi kan placere oplevelser de rigtige steder i selvet
Men det kræver, at sproget:
- er præcist
- er afstemt
- matcher tilstandens niveau
- ikke gør følelsen til hele personen
Når sproget rammer rigtigt, kan selv én sætning være helende.
Jonas Borup, januar 2026
_______
Kilder
Lieberman, M.D. m.fl. (2007). Putting Feelings Into Words: Affect Labeling Disrupts Amygdala Activity in Response to Affective Stimuli.
Viser, at det at sætte ord på følelser reducerer amygdala‑aktivitet og aktiverer præfrontale områder.
[academic.oup.com], [jneurosci.org]
Hariri, A.R., Bookheimer, S.Y., & Mazziotta, J.C. (2000).
Finder, at sproglig bearbejdning af emotioner dæmper amygdala mere end ren perceptuel bearbejdning.
[academic.oup.com]
Burklund, L.J. m.fl. (2024). Affect labeling… PTSD in veterans.
Dokumenterer reduktion i PTSD‑symptomer og amygdala‑reaktivitet efter træning i at sætte ord på følelser.
[cell.com]
Memarian, N. m.fl. (2017).
Viser at præfrontal og amygdala‑aktivitet under affect labeling kan forudsige psykologisk bedring.
