Psykoterapi – når teori og metode møder det levede liv

Terapi handler ikke kun om at forstå – men om at åbne nye måder at være i livet på

Jonas Borup, Terapi- og Udviklingshuset KBH, juli 2026

Mennesker kommer sjældent i terapi, fordi de mangler flere forklaringer. Mange har allerede tænkt meget over, hvorfor de reagerer, som de gør. De kommer, fordi noget alligevel bliver ved med at gentage sig – i deres relationer, valg eller måde at stå i livet på.

De kommer med et levet liv. Med relationer og erfaringer, som har formet deres måde at møde sig selv, andre mennesker og verden på. Erfaringerne har også præget, hvad de vover at længes efter – og hvad de har lært ikke at håbe på.

Nogle har lært at tilpasse sig og gøre sig mindre. Andre holder afstand, tager kontrol eller bliver meget optagede af at gøre det rigtige. Det er ofte måder at klare sig på, som engang har været nødvendige, men som senere kan komme til at begrænse livet og relationerne.

I psykoterapi er det derfor ikke nok at genkende et mønster eller finde den rigtige forklaring. Vi må forsøge at forstå, hvordan det, der sker, hænger sammen med det liv, mennesket har levet – og med det, der viser sig i livet og i terapien lige nu.

Mellem det almene og det særlige

Psykoterapi bygger på faglig viden. Teorier om blandt andet følelser, relationer, tilknytning, regulering og menneskelig udvikling kan hjælpe os med at få øje på mønstre og sammenhænge. Metoder giver os forskellige muligheder for at undersøge og arbejde med det, der viser sig.

Men teori og metode kan ikke på forhånd fortælle os, hvem det menneske, vi sidder overfor, er.

Psykoterapi bevæger sig derfor hele tiden mellem det, vi ved om mennesker generelt, og det, vi endnu ikke ved om det menneske, vi møder.

Jette Fog og Lars Hem beskriver i Psykoterapi og erkendelse, hvordan psykoterapeutisk forståelse må udvikles med udgangspunkt i den konkrete person og det konkrete terapeutiske forhold. Den almene psykologiske viden er nødvendig, men forståelsen af det enkelte menneske kan ikke blot udledes af den.

Et neuroaffektivt perspektiv kan eksempelvis hjælpe os med at forstå regulering og følelsesmæssig belastning. Et emotionsfokuseret perspektiv kan rette opmærksomheden mod følelsernes betydning. Et eksistentielt perspektiv kan åbne spørgsmål om valg, ansvar og mening.

Men det enkelte menneske er altid mere end vores teorier om mennesker.

Teorien skal skærpe vores blik uden at lukke det.

Forståelse udvikles i mødet

Terapeuten står ikke uden for relationen og betragter klienten på afstand. Psykoterapi foregår mellem to mennesker, og noget af det, vi forsøger at forstå, bliver synligt netop dér.

En klient, der forventer at blive vurderet, kan begynde at søge terapeutens godkendelse. Et menneske, der er vant til at tage ansvar for andre, kan også begynde at tage ansvar for terapeuten. Og et menneske, der beskytter sig mod nærhed, kan fortælle meget om sig selv og samtidig forblive følelsesmæssigt langt væk.

Det interessante er ikke kun at identificere mønsteret. Det er at undersøge det sammen.

Hvad sker der lige nu? Hvad bliver vanskeligt? Hvad forsøger klienten at passe på? Og hvad kunne blive muligt, hvis noget kunne være anderledes?

Det betyder også, at jeg som terapeut må være nysgerrig på min egen deltagelse. Hvad sker der med mig sammen med dette menneske? Bliver jeg for hjælpsom, forsigtig eller styrende? Hvad kommer jeg måske selv til at bidrage med i den måde, kontakten udvikler sig på?

Terapeutens person kan ikke fjernes fra terapien. Derfor må den personlige deltagelse løbende kvalificeres gennem faglig refleksion og supervision.

Nye erfaringer kan ændre vores forståelse

Man kan forstå meget om sig selv og stadig gentage det samme.

Derfor handler terapi ikke kun om at forstå fortiden. Den handler også om at skabe mulighed for nye erfaringer i nutiden.

I den terapeutiske relation kan et menneske måske erfare, at uenighed ikke behøver føre til tab af kontakt. At sårbarhed ikke nødvendigvis bliver mødt med afvisning. At en grænse kan udtrykkes, uden at relationen forsvinder. Eller at man kan fylde mere uden at tage pladsen fra andre.

Det interessante er, at nye erfaringer også kan ændre vores forståelse af gamle erfaringer.

Noget, vi tidligere har forstået på én måde, kan få en anden betydning. En reaktion, vi har betragtet som svaghed, kan måske forstås som en måde, vi engang forsøgte at beskytte os på. En vrede kan vise sig også at rumme en grænse. En afstand til andre kan fortælle om en længsel efter nærhed, som har været for risikabel at mærke.

Nogle gange ændres ikke bare forståelsen af en enkelt erfaring. Selve det perspektiv, vi ser os selv og vores liv igennem, kan begynde at forandre sig.

Når forklaringer både hjælper og begrænser

En faglig forklaring kan skabe lettelse og sammenhæng. Det kan være betydningsfuldt at forstå sine reaktioner i lyset af eksempelvis belastning, traumer, tilknytning eller nervesystemets måder at beskytte os på.

Men forklaringer kan også lukke undersøgelsen.

Hvis vi for hurtigt ved, at noget er angst, traume, tilknytning eller dysregulering, risikerer vi at vide noget generelt om et menneske uden endnu at forstå, hvad det betyder i netop dette menneskes liv.

Derfor må faglige begreber hele tiden føres tilbage til den konkrete erfaring:

Hvordan opleves det? Hvornår opstår det? Hvad sker der i relationerne? Hvad forsøger reaktionen måske at beskytte? Hvad bliver svært at gøre? Og hvad kunne mennesket ønske blev mere muligt?

Som terapeut må jeg derfor kunne danne hypoteser uden at gøre dem til sandheder.

Faglighed består ikke kun i at have svar. Den består også i at kunne opdage, når det menneske, vi møder, udfordrer vores første forståelse.

Psykoterapi som forståelse, erfaring og handling

Målet med psykoterapi er ikke at fjerne alle vores måder at beskytte os på. Vi har brug for at kunne passe på os selv.

Spørgsmålet er snarere, om de måder, vi har lært at klare livet på, fortsat hjælper os – eller om de er blevet så fastlåste, at de begrænser kontakten til os selv, andre mennesker og det liv, vi gerne vil leve.

Psykoterapi handler derfor både om forståelse, erfaring og handling.

Vi forsøger at forstå det, der har formet os. Vi undersøger det, der sker i nutiden. Og gennem nye erfaringer kan der gradvist opstå andre muligheder for at være med os selv, indgå i relationer og handle.

Terapeuten kan ikke på forhånd vide, hvor denne bevægelse skal føre hen.

Men måske er det netop en del af psykoterapiens mulighed:

At vi med vores faglige viden som baggrund kan møde et menneske uden allerede at vide, hvem det er – og sammen opdage noget, ingen af os helt kunne vide på forhånd.

Jonas Borup, Terapi- og Udviklingshuset KBH, juli 2026

Se alle  tekster - link