Når vores forståelse af livet bliver for sikker

Psykoterapi og vores syn på os selv, andre og verden

Nogle mennesker lever med en grundlæggende forventning om, at andre på et tidspunkt vil forlade dem. Andre har lært, at de først og fremmest må klare sig selv, bevare kontrollen eller undgå at fylde for meget.

Sådanne forståelser opstår ikke ud af ingenting. De formes gennem vores erfaringer og hjælper os med at finde vej i livet. Men de kan også blive så selvfølgelige, at vi ikke længere opdager, at der kunne være andre måder at forstå os selv, andre mennesker og verden på.

I psykoterapien kan vi undersøge disse forståelser – ikke for hurtigt at erstatte dem med nogle mere positive, men for at blive klogere på, hvordan de er blevet til, hvad de beskytter os imod, og hvordan de påvirker det liv, vi lever.

Vi lever ud fra et verdensbillede

Den eksistentielle psykoterapeut Ernesto Spinelli beskriver, hvordan vi mennesker skaber et verdensbillede. Det er ikke et færdigt system af bevidste holdninger, men den mere grundlæggende måde, vi oplever og forstår:

• os selv
• andre mennesker
• den verden og det liv, vi er en del af

Jeg, andre og verden hænger sammen

Spinelli beskriver verdensbilledet gennem tre indbyrdes forbundne perspektiver: Hvordan forstår jeg mig selv? Hvordan forstår jeg andre og deres syn på mig? Og hvordan oplever jeg den verden, jeg lever i?

De tre perspektiver kan ikke adskilles. Hvis jeg eksempelvis oplever mig selv som vanskelig at holde af, kan jeg samtidig forvente, at andre vil afvise mig, og opleve relationer som usikre. Min forståelse af mig selv påvirker altså mit syn på andre og verden – og mine erfaringer med andre påvirker igen min forståelse af mig selv.

I terapien kan den samme situation derfor undersøges fra alle tre perspektiver:

• hvad fortæller denne oplevelse dig om dig selv?
• hvad fortæller den dig om andre mennesker og deres syn på dig?
• hvad fortæller den dig om den verden og de relationer, du lever i?

Når perspektiverne undersøges sammen, bliver det muligt at få øje på den sammenhæng, som både organiserer og kan begrænse vores måde at være i verden på. En bevægelse i ét perspektiv kan derfor også skabe bevægelse i de øvrige dele af verdensbilledet.

Verdensbilledet bliver til i et levet liv

Vores verdensbillede skabes ikke kun af tanker. Det formes gennem kroppen, relationerne, kulturen og de livsvilkår, vi har levet under.

Det er derfor vigtigt ikke at gøre alle vanskeligheder til et spørgsmål om den enkeltes fortolkning. Svigt, tab, sygdom, diskrimination, ulighed og utrygge relationer er ikke blot forestillinger. De kan være reelle betingelser i et menneskes liv.

Mistillid er heller ikke altid et levn fra fortiden. Nogle relationer er faktisk utrygge. Nogle situationer kræver ikke større åbenhed, men handling, beskyttelse eller tydeligere grænser.

Psykoterapi må derfor både interessere sig for, hvordan et menneske forstår sin situation, og for den virkelighed, forståelsen er opstået i.

Vi forsøger at skabe sammenhæng

Livet forandrer sig hele tiden. Vi møder mennesker og erfaringer, som ikke uden videre passer ind i det, vi allerede ved om os selv og verden. Spinelli beskriver denne fortsatte bevægelse som en verdenstilblivelse.

Samtidig har vi brug for en oplevelse af stabilitet og sammenhæng. Derfor udvikler vi overbevisninger som:

• jeg må kunne klare mig selv
• hvis jeg viser, hvad jeg føler, bliver jeg afvist
• jeg skal være noget særligt for at have værdi
• konflikter ødelægger relationer

Sådanne overbevisninger kan have hjulpet os gennem noget vanskeligt. De kan give retning og begrænse noget af livets uvished. Men de kan også blive så fastlåste, at nye erfaringer afvises eller overses.

Måske møder vi omsorg, men venter stadig på svigtet. Måske længes vi efter nærhed, men trækker os, når nogen kommer tæt på. Måske ønsker vi forandring, samtidig med at den opleves som en trussel mod den sammenhæng, vi kender.

Når forandring vækker angst og modstand

Det kan lyde enkelt at ændre en begrænsende overbevisning. Men åbnes én del af verdensbilledet, kan andre dele også begynde at bevæge sig.

Hvis jeg ikke længere skal klare alting selv, hvem er jeg så? Kan jeg stole på andre? Hvad sker der, hvis jeg får brug for nogen?

Hvis konflikter ikke nødvendigvis ødelægger relationer, må jeg måske begynde at vise min vrede, mine behov eller mine grænser.

Forandring handler derfor ikke kun om at få det bedre. Den indebærer også uvished. Det velkendte kan være smertefuldt og samtidig føles mere sikkert end det ukendte. Når den sammenhæng, vi hidtil har orienteret os efter, udfordres, kan det vække angst, men også modstand, irritation eller vrede. Det betyder ikke nødvendigvis, at forandringen er forkert, men at noget vigtigt i vores måde at forstå os selv og livet på er kommet i bevægelse.

Nogle konflikter kan løses gennem handling, valg eller samtale. Andre kan ikke fjernes én gang for alle. Vi kan eksempelvis længes efter både frihed og nærhed, sikkerhed og forandring eller tilhørsforhold og selvstændighed.

Psykoterapiens opgave er ikke nødvendigvis at opløse disse spændinger. Den kan hjælpe os med at leve mere bevidst i dem og tage større ansvar for de valg, de kalder på.

Terapeuten er ikke en passiv tilskuer

I en eksistentiel tilgang undersøger terapeuten og klienten sammen, hvordan klientens verden opleves og hænger sammen.

Terapeuten forsøger at komme tættere på klientens oplevelse uden for hurtigt at forklare den. Men det betyder ikke, at terapeuten blot sidder tilbage og lytter passivt.

Terapeuten spørger, undersøger, sammenfatter og udfordrer. Nogle gange rettes opmærksomheden mod en konkret situation. Andre gange undersøges den mere generelle forståelse, som situationen ser ud til at udtrykke:

• hvad skete der helt konkret?
• hvad kom du til at fortælle dig selv om dig selv?
• hvad forventede du, at den anden ville gøre?
• er dette noget, du genkender fra andre relationer?
• hvad sker der mellem os, mens vi taler om det?

Terapeuten kan også bringe sin egen oplevelse af mødet forsigtigt i spil. Ikke for at gøre terapien til sin egen, men fordi det, der sker mellem klient og terapeut, kan åbne en vigtig adgang til klientens måde at være i relation på.

I mit arbejde forsøger jeg derfor ikke kun at forstå, hvad klienten fortæller. Jeg er også optaget af, hvordan fortællingen bliver levende mellem os: Hvad bliver vanskeligt at sige? Hvad tager vi begge for givet? Hvor opstår der afstand, nærhed, uro eller forsigtighed?

Min forståelse må hele tiden kunne korrigeres af klientens oplevelse. Men jeg må også være villig til at træde frem, stille spørgsmål og risikere at tage fejl. At være terapeut er både at være med den anden og at være aktivt engageret for den anden.

At blive mindre sikker og mere levende

Målet med psykoterapi er ikke at slippe af med sit verdensbillede. Vi har brug for sammenhæng for at kunne orientere os.

Men vi kan undersøge, hvornår vores forståelser fortsat hjælper os, og hvornår de er blevet så sikre, at livet ikke længere får mulighed for at overraske os.

Forandring kan begynde, når vi bliver lidt mindre sikre på det, vi troede, vi vidste – og lidt mere åbne over for det, der faktisk sker.

Hvilke forståelser af dig selv, andre og livet hjælper dig med at finde vej? Og hvilke gør det vanskeligt for noget nyt at få plads?

Jonas Borup