Jeg troede at jeg havde alt, men jeg havde mistet mig selv
Om en personlig historie med psykoterapi:
En dag for snart mange år siden gik jeg en tur langs Søerne i København. Det var en helt almindelig torsdag, og jeg husker det så tydeligt. Jeg stod der og betragtede svanerne, mærkede den varme forårssol skinne ned over mig.
Dage forinden var jeg vågnet op i en hotelseng i Århus – midt i et angstanfald. Vores kropslige signaler kan være forsigtige og stille, men den dag råbte kroppen højt: jeg havde mistet mig selv. Det føltes som om, min krop og mit indre højlydt gjorde opmærksom på, at de ønskede at blive set og hørt. Der havde været tegn – tristhed, stress, angst – men jeg havde overset dem. Og til sidst – som det mest insisterende – måtte kroppen råbe højt for at blive hørt. Og det gjorde den.
Den torsdag ved Søerne forstod jeg noget vigtigt: jeg måtte ændre mit liv. Det handlede om at stoppe op, vende tilbage til den person, jeg inderst inde er.
Men det, jeg ikke vidste dengang, var, at denne rejse er en rejse gennem mange lag – af kontrol, præstation, angst, skam og følelser af at være forkert og forladt. Alt det, der havde skabt en barriere mellem mig og andre – og mellem mig og mig selv. Før dette angstanfald i Århus og før gåturen ved Søerne, troede jeg, jeg havde alt: god økonomi, status, oplevelsen af at lykkes… Men her den dag gik det op for mig, at meget af det var styret af mit ego.
Først da jeg begyndte at gå vejen, mærke den frihed og det frie liv, og skabe en dybere forbindelse til mig selv og andre, erkendte jeg, hvor indsnævret, tomt og isoleret, det hele også havde været.
Det var en kraftfuld erkendelse – og en stor befrielse. For i at miste mig selv – i selvbeskyttelse, ego, skam, angst og indre tomhed – begyndte jeg at genfinde mig selv. Det var en svær, men vigtig og åbenbarende rejse. Ja, når vi begynder at arbejde os gennem lagene, ind til en dybere kontakt, kan vi virkelig mærke, hvordan livet kan åbne sig på helt nye måder.
Det var ikke lykkedes uden en psykoterapeut, der spejlede mig og gik sammen med mig gennem de forskellige lag af frygt, skam og sårbarhed. Gennem terapi i et trygt, nærværende og styrkende rum kunne jeg gradvist begynde at føle, erkende og ’bære’ mig selv på en måde, jeg aldrig havde prøvet før. Jeg fik en oplevelse af at mærke en anden form for tryghed og forankring i mig selv, og begyndte at se verden indefra og ud. Det var en forandring, der ændrede både måden, jeg var med mig selv, andre og i mit liv generelt.
Gennem mit arbejde med mig selv har jeg lært, at sårbarhed er styrke. Det er i vores evne til at være ægte og sårbare, at vi kan opbygge dybere forbindelse — til os selv, til andre og til livet. Det er en terapeutisk proces, hvor vi skal have mod til at lytte til de små tegn, lære at give slip på det, der holder os tilbage, og åbne os for de muligheder, der kan bringe os hjem til os selv.
Hvis du sidder derude med en følelse af, at du har mistet dig selv, så husk: Det er aldrig for sent. Det terapeutiske rum er en god ramme. Og det handler om at skabe forbindelse, bevægelse og mod til at lytte til de små signaler. For i det modige, ægte møde med os selv finder vi vejen tilbage — til liv, til kærlighed og til den, vi virkelig er.
Jonas Borup
Psykoterapeut MPF
Terapi- og Udviklingshuset KBH
