Spring til hovedindhold

Bæreevne i arbejdslivet - Et neuroaffektivt perspektiv

11. sep. 2025
11. sep. 2025

Trivsel i arbejdslivet kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi tager vare på vores bæreevne – både individuelt og i samspil med andre.

Stress og belastning kan ramme os alle. Det er et vilkår i arbejdslivet – og i livet som helhed. Når det sker, er det et signal: et tegn på, at bæreevnen er udfordret.

Bæreevne handler om, hvordan vi bærer os selv på menneskelige præmisser: hvordan vi finder balance i nervesystemet, står fast i os selv og kan være i udviklende samspil med andre – også når verden er kompleks og i bevægelse.

Her kan de tre neuroaffektive kompasser give os et landkort at navigere efter.

De tre neuroaffektive kompasser

Kompasserne bygger på viden om, hvordan nervesystem og psyke udvikler sig gennem livet. Hvert kompas repræsenterer et niveau i vores udvikling – og i hverdagen bevæger vi os hele tiden i dem.

Bæreevne handler om regulering i – og mellem – disse kompasser.

Det autonome kompas – energi og regulering

Det autonome kompas handler om kroppens grundlæggende regulering: puls, åndedræt, energi og hvile.

Når vi er pressede, kan vi gå i overgear – med uro, rastløshed og indre stress. Eller i undergear – med træthed, tilbagetrækning og opgivenhed.

Bæreevne på dette niveau handler om at kunne mærke, hvor vi er, og finde tilbage til balance. Det kan ske gennem åndedrætsøvelser, pauser, bevægelse eller små ritualer, der skaber ro.

Det limbiske kompas – følelser og relationer

Det limbiske kompas er vores følelsesmæssige navigation. Det handler om, hvordan vi mærker os selv, afgrænser os følelsesmæssigt – og møder andre i relationer.

Bæreevne her er tæt forbundet med samspil: at finde sin personlige balance i måden at være med både egne og andres følelser – uden at lukke ned eller miste sig selv.

Når vi føler os trygge, kan vi dele følelser, regulere sammen og skabe nærvær. Når vi er utrygge, kan vi miste forbindelsen – gennem tilbagetrækning eller overinvolvering.

At styrke bæreevnen på dette niveau handler derfor om at øve sig i at stå i følelserne, bære sig selv, vise tilpas sårbarhed, åbne sig for andre – og samtidig kunne afgrænse sig. Sådan skaber vi relationelt samspil, der giver grundlag for menneskelig vækst.

Det præfrontale kompas – retning og refleksion

Det præfrontale kompas handler om vores måde at tænke, planlægge og skabe mening på. Når vi er forbundet med dette niveau, kan vi reflektere, skifte perspektiv og handle med integritet.

Under pres kan vi miste overblikket eller glide ind i autopilot. Det præfrontale kan også frakobles de underliggende autonome og limbiske kompasser. Når det sker, mister vi kontakten til os selv – og dermed også muligheden for en dybere kontakt til andre – og til livet.

Bæreevne her handler om at kunne bevare forbindelsen til de underliggende kompasser – og samtidig fastholde refleksionen, også når vi er følelsesmæssigt påvirkede. Det kan være en måde at stoppe op, skabe overblik og vende tilbage til det, der er vigtigt. En praksis, vi kan øve os på igen og igen.

Samspil mellem kompasserne

Ingen af kompasserne står alene. De er forbundne og påvirker hinanden hele tiden.

Når kroppen falder til ro (autonomt kompas), bliver det lettere at mærke følelserne (limbisk kompas). Når vi kan dele og regulere følelser sammen med andre, bliver det lettere at tænke klart og handle bevidst (præfrontalt kompas).

Samspillet mellem kompasserne er derfor kernen i bæreevne – og grundlaget for trivsel i arbejdslivet.

Co-regulering – en fælles tråd

Bæreevne handler ikke kun om at kunne regulere sig selv. Det handler også om co-regulering – at vi påvirker og støtter hinanden i at finde balance. Og at dette kan bruges aktivt på alle tre niveauer.

På det autonome niveau kan vi påvirke hinanden med ro eller uro. På det limbiske niveau kan vi bære og regulere følelser sammen. Og på det præfrontale niveau kan vi hjælpe hinanden med at skabe overblik og mening, når presset er højt.

At styrke bæreevnen betyder derfor også at blive bevidst om, hvordan vi regulerer med – og for – hinanden i arbejdslivet og i privatlivet.

Trivsel og bæreevne i hverdagen

Trivsel handler om fleksibilitet og bevægelse.

Når vi mister denne fleksibilitet, kan vi sidde fast i overgear, i følelsesmæssig uro eller i tankemylder uden retning. Det er en del af det at være menneske. Men hvis vi får bopæl i disse tilstande, indsnævres vores livsudfoldelse. Vi mister noget af den bevægelighed, der giver liv, kreativitet og åbenhed.

At styrke bæreevnen handler om at udvide fleksibiliteten. At finde måder at bevæge sig tilbage i balance. På den måde bliver vi bedre i stand til at bære livet, som det er – både alene og sammen med andre.

Workshop: Stress, bæreevne og trivsel

De tre kompasser og betydningen af co-regulering er ikke kun teori. I vores workshop Stress, bæreevne og trivsel arbejder vi med at omsætte disse indsigter til praksis i arbejdslivet. Workshoppen kombinerer faglige oplæg, refleksion og øvelser.

Deltagerne får bl.a. mulighed for at:

  • Mærke eget autonome niveau og genfinde ro gennem simple reguleringsøvelser
  • Øve sig i måder at være med følelser – egne og andres – og sætte sunde grænser
  • Træne evnen til at skabe refleksion og overblik, også under pres
  • Få konkrete redskaber til både selvregulering og co-regulering i relationer

Udbytte

  • Et fælles sprog for trivsel, regulering og bæreevne
  • Mulighed for at opdage egne mønstre og ressourcer
  • Større forståelse for, hvordan relationelt samspil kan skabe tryghed og bæreevne
  • Redskaber til både selvregulering og co-regulering i relationer
  • Klarhed over, hvordan bæreevne kan bidrage til et mere bæredygtigt arbejdsliv

Jonas Borup, september 2025

Læs om vores workshop - klik her!

#Bæreevne#Trivsel#MentalSundhed#Arbejdsliv#StressOgTrivsel#Neuroaffektiv