Dyb ubetinget berettigelse - Og det at kæmpe for berettigelse

Jonas Borup,
Terapi- og Udviklingshuset KBH, marts 2026

For mange af os kan der opstå øjeblikke, hvor noget pludselig føles tungt eller intenst, næsten som at være i en boble. Fleksibiliteten i os kan indsnævres, og noget kan føles fastlåst eller overvældende. Disse øjeblikke kan dukke op i helt almindelige relationelle situationer. I samtaler, i grupper, på arbejde, blandt venner, med en partner eller når vi står i spotlightet.

I både livet generelt og i terapi ser vi ofte, hvordan sådanne øjeblikke hænger sammen med gamle, kropslige mønstre. Det kan handle om et mønster, der ligger dybt i kroppen — forankret i det limbiske og følelsesmæssige system. Et mønster, hvor vi bevæger os mellem at føle os ubetinget berettigede og at skulle gøre os berettigede. Et skel, der kan forme måden vi går ind i relationer på, fylder i et rum — og fylder os selv ud.

Når berettigelsen mærkes indefra — og ubetinget

Når vi føler os ubetinget berettigede, er der ofte en naturlighed i vores tilstedeværelse. Vi fylder ikke for meget, men heller ikke for lidt. Kroppen falder lettere til ro. Blikket kan blive bredere. Nysgerrigheden og den mere legende, undersøgende form kan træde frem.

I sådanne øjeblikke behøver vi ikke bevise vores værdi, gøre os fortjent til vores plads eller levere noget ekstra. Der kan være en friere adgang til synlighed og relationel kontakt, fordi berettigelsen mærkes indefra som en regulerende erfaring i nervesystemet.

I psykoterapi taler vi om, hvordan denne form for indre berettigelse kan hænge sammen med erfaringer af at være blevet mødt, set og rummet tidligt i livet. Ikke som noget perfekt, men som en tilstrækkelig oplevelse af at høre til.

Denne indre berettigelse skaber en mere stabil rytme, hvor vi kan være i kontakt uden hele tiden at afkode, tilpasse os eller scanne rummet. Mange af os opdager først senere i livet, måske i mødet med en psykoterapeut eller i et andet refleksivt rum, at denne indre fleksibilitet ikke var givet fra begyndelsen — at retten til at være måtte sikres helt inde på det dybe følelsesmæssige og limbiske plan.

Når berettigelsen bliver noget, vi skal arbejde for

For mange af os ligger der en gammel bevægelse i kroppen, hvor vi forsøger at gøre os berettigede. Den kan vise sig i måden vi taler på, i en indre spænding, i at fylde mindre eller mere end vi har brug for, i at tage ansvar, i at levere eller præstere — eller i en stille form for overtilpasning.

Denne bevægelse kan have rødder tilbage i de tidlige tilknytningsmæssige lag — tidlige måder at skabe kontakt eller tryghed på. Kroppen husker mønsteret og kan aktivere det længe før vi når at opdage det bevidst.

Set fra et psykoterapeutisk perspektiv kan denne bevægelse forstås som en gammel beskyttelsesstrategi: en måde at sikre relationen, også når prisen bliver, at vi mister noget af vores egen indre rytme og berettigelse.
Overvældelsen, der følger med, kan ses som resultatet af en gammel rytme, der forsøger at beskytte os. Overvældelsen kan blive et signal om, at noget i vores relationelle mønster er i spil — noget der engang hjalp, men som ikke længere passer til vores nuværende liv.

At genkende mønstret som en bevægelse mod større bevidsthed

Når vi begynder at lægge mærke til forskellen mellem en berettigelse, der mærkes indefra, og en bevægelse hvor vi forsøger at gøre os berettigede, kan det åbne for en mere fleksibel og samlet livsfølelse.

Vi kan begynde at registrere små skift i kroppen:

• Hvornår trækker vi os?
• Hvornår spænder vi op?
• Hvornår åbner vi for den indre regulering — og hvornår lukker vi den?
• Hvornår vil vi for meget?
• Hvornår er vi åbne, nysgerrige og til stede med det, som er?
• Hvornår bærer vi os selv - og møder andre fra et dybt forankret sted i os selv?

I et terapeutisk rum kan denne form for opmærksomhed blive til en terapeutisk bevægelse — en måde at se på sig selv med lidt mere mildhed og nysgerrighed. 

Denne opmærksomhed kan blive som små bevægelser mod mere klarhed og integritet. Ikke som en løsning, men som en måde at se mønstrene fra et andet sted - og derfra skabe dybere forankret kontakt og nye handlingsperspektiver.

Øvebaner: små bevægelser i hverdagen

• Læg mærke til situationer, hvor du får en impuls til at præstere din tilstedeværelse.
• Undersøg hvordan kroppen reagerer i øjeblikke, hvor berettigelsen faktisk kan mærkes indefra.
• Når overvældelsen dukker op, kan du prøve at regulere ved for dig selv at italesætte din ubetingede berettigelse.
• Du kan prøve at brede blikket ud, skabe et mere fleksibelt synsfelt bl.a. ved at bevæge øjnene - eller du kan prøve at mærke vejrtrækningen - og mærke kroppens bagside.
• Du kan også øve dig i at lade øjnene falde lidt tilbage i øjenhulerne og mærke, hvordan synsfeltet bliver mere åbent.
• Du kan også støtte en bevægelse mod at observere den anden mere fra eget synsfelt.
• Eller du kan lægge mærke til, om berettigelsen søges gennem andre — eller kan mærkes som en indre erfaring.
• Måske kan du også undersøge, hvad der kan ske i kontakten, når du ikke forsøger at gøre dig fortjent til din plads.
• Eller du kan prøve at give opmærksomhed til de dele af dig, der kan længes efter ubetinget at føle dig berettiget — uden at skulle yde, tilpasse eller præstere.
  
  

Jonas Borup, Terapi- og Udviklingshuset KBH