At turde sige nej – en rejse ind i grænser, skam og stille styrke

At sige nej kan lyde som en lille ting. Et enkelt ord. Men det kan være alt andet end enkelt. Det kan føles som et uvejr i kroppen eller et bjerg, der skal bestiges. Som at risikere noget vigtigt: tilhørsforhold, tryghed, værdighed. Og derfor kan vi få sagt ja – selv når vi længes efter at sige nej.

1. At sætte ramme: Hvorfor er det svært at sige nej?

Vi bærer alle vores historier med os. Måske lærte vi tidligt, at vi var mest elskelige, når vi var nemme, tilpassede, villige. Måske blev vores nej ikke mødt med respekt, eller vi blev gjort forkerte. Kroppen husker det. Og derfor føles det farligt at sige fra – som om vi træder ud af flokken. Fra et neuroaffektivt perspektiv kan vi forstå denne reaktion som et udtryk for et aktiveret nervesystem, der forsøger at beskytte os mod følelsen af afvisning og skam.

"At sige nej er ikke at lukke verden ude – det er at invitere sig selv ind."

2. Undersøge det indre landskab: Hvad sker der, når vi siger nej?

En klient fortæller, hvordan skam skyller ind over hende, når hun siger nej. Ikke en vag følelse, men en konkret kropslig oplevelse: hun stivner, trækker sig sammen, stemmen svigter. For hende er det som at være tilbage i skoletiden, hvor hun lærte, at hun ikke måtte fylde. Et nej kan aktivere gamle sår: svigt, skam og følelsen af ikke at være god nok.

Den slags erfaringer kan forstås eksistentielt som en del af det menneskelige vilkår – vi må navigere i spændet mellem ønsket om autenticitet og frygten for at miste fællesskab.

3. Eksponering: Øv dig i at sige nej og bære det der dukker op

Hvis du genkender noget i det her, så prøv denne øvelse:

• Næste gang du siger nej, så læg mærke til, hvad der sker i dig.
• Hvilke følelser dukker op? Hvad siger de indre stemmer? Hvilke gamle billeder viser sig?
• Træk vejret. Prøv at skab bevægelse i det ved at trække vejret ind og ud af det.
• Måske kan du sige: "jeg mærker at noget i mig... det er ikke hele mig, der er også noget andet..."
• Med medfølende stemme minde dig selv om din egen berettigelse.

Dette er en form for eksponering – en måde at møde det svære på med nærvær og nysgerrighed i stedet for at fryse eller flygte. Hver gang du øver dig, giver du dit nervesystem nye erfaringer. Du lærer, at du kan bære det. Og at du stadig er her.

4. Spejling af styrker: Du er i gang med noget vigtigt

Husk: Det kræver mod at sige nej. Mod at skabe bevægelse i det ubehagelige. Og mod at rumme de gamle stemmer – og samtidig stå fast i dig selv.

For hvert nej, du siger, og hvert lille skridt du tager, kan noget vokse i dig: styrke, frihed, livsfølelse.

Langsomt – med varme og tålmodighed – kan du begynde at tro på, at du må fylde. Ikke mere. Ikke mindre. Men med hele dig.

5. Et nej er også et ja

Ja, paradoksalt nok er et nej også et ja. Det er en bevægelse mod noget. Når du siger nej til det, der ikke føles rigtigt, siger du samtidig ja til dig selv. Ja til din integritet. Ja til dine grænser. Ja til det liv, du ønsker at leve.

Og du siger også ja til andre – på en måde, der er sand og bæredygtig for dig. Du møder den anden fra et sted, hvor du ikke har overskredet dig selv for at please eller passe ind. Det skaber ikke afstand – det skaber klarhed. Det åbner for kontakt, der er mere ægte.

Måske er det i virkeligheden ikke nej’et, der skaber afstand. Måske er det fraværet af ærlighed, der gør det.

Jonas Borup