At stå mere hel i dig selv og i relationer

Når du ikke længere vil dele dig selv op

At stå mere hel handler sjældent om at blive mere sig selv i en idealiseret forstand. For mange handler det snarere om at turde holde mere af sig selv samlet – i relationer, i hverdagen, i mødet med andre mennesker og i overgangsfaser.

For mennesker, der tidligt har lært, at visse sider af dem selv ikke kunne rummes, bliver opdeling ofte en nødvendig strategi. Følelser, behov eller dele af identiteten, som var forbundet med skam, utryghed eller risiko for afvisning, blev lagt til side. Det skabte mulighed for kontakt – men på bestemte vilkår. Over tid kan denne måde at være i verden på føre til en oplevelse af at fungere godt, samtidig med at noget føles adskilt indeni.

Et centralt tema i denne erfaring er regulering.

Former for selvregulering – fra nødvendighed til mulighed

Når vi taler om selvregulering, omtales det ofte som én samlet evne. I praksis viser der sig imidlertid forskellige former for regulering, som har meget forskellige rødder, funktioner og konsekvenser. Særligt to former er vigtige at skelne imellem.

Kompenserende selvregulering

Den ene form kan beskrives som kompenserende selvregulering.
Den udvikles, når relationel støtte ikke har været stabilt tilgængelig, eller når følelsesmæssig åbenhed har været forbundet med skam, utryghed eller risiko for at miste tilknytning.

Her lærer man tidligt at regulere sig selv på en selvbeskyttende måde: holde følelser nede, skabe overblik, aflæse omgivelserne og bære meget alene. Denne form for regulering kan blandt andet være forbundet med høj funktionsevne, ansvarlighed og en udtalt grad af kontrol. Den er ikke et udtryk for svaghed – men for tilpasning.

Denne reguleringsform kan bære langt i livet. Men når den bliver enerådende, kan prisen være høj. Adgangen til nærhed, støtte og deling bliver begrænset – også i relationer, hvor det faktisk kunne være muligt. Man står, men man står alene.

Integreret selvregulering

En anden form kan beskrives som integreret selvregulering.
Den udvikles, når følelsesmæssig støtte har været tilstrækkeligt stabil over tid, og hvor åbenhed ikke har været forbundet med væsentlig risiko for skam eller tab af relation.

Her udvikles evnen til at regulere sig selv i samspil med andre – og denne regulering kan gradvist internaliseres. Følelser kan rummes uden at skulle lukkes ned, og relationel støtte kan fastholdes som en indre erfaring, også når man er alene. Integreret selvregulering kan blandt andet være forbundet med større fleksibilitet, følelsesmæssig rummelighed og evnen til både at være selvstændig og i kontakt.

Denne form for regulering giver mulighed for at bevæge sig mellem at bære sig selv, lade sig bære af andre og bære andre – uden at miste fodfæste i nogen af delene.

Fra kompenserende til integreret regulering – terapiens kerne

At blive mere hel handler ikke om at give slip på den selvbeskyttende regulering. Den har haft en funktion og har ofte været nødvendig. Terapien tager derfor ikke sigte på at afmontere noget, der har virket, men på at udvide reguleringsmulighederne.

I et terapeutisk rum, hvor der over tid kan opstå stabil kontakt, forudsigelighed og mulighed for at være i relation uden kontinuerligt at skulle beskytte sig, kan reguleringen gradvist ændre karakter. Følelser, som tidligere måtte bæres alene, kan deles, undersøges og rummes i kontakt med et andet menneske. Det, der først reguleres i relationen, kan med tiden fastholdes indefra.

Denne bevægelse kræver tid, gentagelse og kontinuitet. Den kræver erfaringen af, at relationen kan bestå – også når man bliver usikker, viser mere af sig selv eller står i følelsesmæssig sårbarhed. Først da kan reguleringen blive integreret og danne grundlag for en mere samlet måde at være i verden på.

At stå mere hel betyder derfor ikke at blive en anden. Det betyder at kunne være mere sig selv uden at måtte dele sig op.

Afrunding – og en invitation

For nogle begynder terapien netop dér, hvor man opdager, at det ikke længere er nødvendigt – eller muligt – at bære alt alene. Når længslen  handler om at blive mere samlet.

Hvis du kan genkende noget af dette i dig selv, kan terapi være et rum, hvor bevægelsen mod at stå mere hel kan tage form. I et tempo, der kan mærkes. Og i kontakt, der kan bæres videre.

Jonas Borup, januar 2026