- og nye bevægelser bliver mulige

Jonas Borup,
Terapi- og Udviklingshuset KBH, februar 2026

Mange af os kender følelsen af, at et gammelt mønster bliver ved med at dukke op, selvom det egentlig ikke længere hjælper. Det kan være måder at trække sig på, at gøre sig lille, at tage for meget ansvar, at forsøge at undgå konflikter, at gøre sig bedre end andre, at tage kontrol eller at klare alting selv. I terapien ser man ofte, at disse mønstre engang var nødvendige. De var en måde at skabe tryghed på, en måde at holde balancen i relationer, der krævede mere af os, end vi kunne rumme. På sigt er sådanne mønstre en vej ind i stress, ubalance og udbrændthed.

I et terapeutisk rum undersøger vi, hvordan kroppen reagerer, når et gammelt mønster bliver aktiveret. Nervesystemet kan spænde op, blive uroligt og automatisk søge tilbage i den kendte, tillærte tilstand. Det er en form for selvbeskyttelse og helt almindelige bevægelser.

Mønstrene har en historie

Som psykoterapeuter ser vi, at gamle selvbeskyttende mønstre sjældent bare forsvinder. De er bundet til erfaringer, hvor man gjorde det bedste, man kunne.
Mange opdager i psykoterapi, at der opstår plads, når man undersøger mønstre indefra og udefra på samme tid: Hvad prøver denne bevægelse at gøre for mig? Hvilken smerte og hvilken længsel ligger bag? Når mønstret ses på denne måde, blødgøres det ofte. Der opstår små lommer af plads, hvor noget nyt kan komme til syne.

Når noget slipper stille

At give slip på et gammelt mønster kan føles som om noget i os løsner. En klient beskrev en drøm, hvor mønstret lå på jorden som en tom skal, og pludselig så han det udefra – og så hvor tomt det var. En anden beskrev det som en indre glædesfyldt energi og en livfuld nysgerrighed på sine drømme og livsønsker. En tredje sagde, at kroppen langsomt kunne ånde lidt friere. En fjerde opdagede, at fysiske spændingssmerter blev færre.
Kernen er, at når et selvbeskyttende og begrænsende mønster slipper sit greb, kan livet åbne sig og folde sig ud i nye retninger.

Det kan være små ting: At man siger lidt mere højt. At man bliver lidt mindre hurtig til at trække sig. At man for en stund opgiver at have overblikket. Denne form for bevægelse sker ofte i det små, og den kan ikke forceres. Den folder sig ud i det tempo, nervesystemet kan bære.

Overgange kalder på mildhed

Gamle mønstre vil som regel gerne vise sig igen. De prøver ikke at ødelægge noget – de prøver at passe på det kendte. Som psykoterapeuter ser vi ofte, at denne gentagelse er en del af reguleringen. Nervesystemet pendulerer mellem det gamle og det nye, mellem det beskyttede og det mere åbne.
I terapien arbejder man med at give plads til begge bevægelser. Vi behøver ikke vælge side. Det gamle mønster må gerne være der, samtidig med at noget nyt mærkes frem. Det kan skabe en mere fleksibel og integreret form for kontakt – med sig selv, med andre og med livet.

Øvebaner – langsomme undersøgelser i hverdagen

• Læg mærke til, hvornår et gammelt mønster begynder at røre på sig. For mange hjælper det at registrere det tidlige lille signal: et åndedrag der holder igen, skuldre der løfter sig, en pludselig trang til at være dygtig eller usynlig.
• Man kan øve sig i at blive en anelse længere i det øjeblik, hvor man mærker et gammelt mønster træde frem. Bare to eller tre vejrtrækninger. Det giver nervesystemet mulighed for at mærke, at der også findes andre muligheder.
• Man kan undersøge, hvad mønstret engang gjorde for én. Det kan skabe mildhed at se det som en gammel hjælper – en bevægelse, der engang gjorde det muligt at være i kontakt.
• Når et gammelt mønster slipper en smule, kan der komme nye impulser frem: et behov, en nysgerrighed, en længsel, en lille bevægelse mod kontakt. Det behøver ikke føre til handling – det kan blot mærkes.
• For mange er det hjælpsomt at lægge mærke til relationer eller situationer, hvor kroppen falder lidt mere til ro. Disse steder kan, måske blot ved at man minder sig selv om dem, fungere som en støtte, når gamle mønstre bliver aktive.

Det at give slip på gamle mønstre er sjældent én bevægelse, men mange små. Noget slipper, noget andet finder form, og langsomt bliver der mere plads til at mærke livet indefra. Det er ofte i disse stille overgange, at kontakt og forbundethed får lov til at folde sig frem — i et tempo, der kan bæres.

Jonas Borup
Terapi- og Udviklingshuset KBH