Når skammen letter – så skal vi til at stå i livet på en anden måde...

Jonas Borup,
Terapi- og Udviklingshuset KBH, juli 2026

Vi taler ofte om, hvordan skam og gamle selvbeskyttelsesstrategier begrænser os.

Hvordan det får os til at holde igen, tvivle på os selv eller skjule sider af den, vi er.

Men vi taler sjældnere om, hvad der sker, når skammen og de gamle selvbeskyttelsesstrategier begynder at slippe sit greb.

For mange mennesker åbner det op for noget som måske er både nyt og ukendt.

Det er liv

Jeg kalder denne bevægelse livskraft

Pludselig mærkes en energi, som måske har været holdt tilbage i mange år. En lyst til at skabe. Til at elske. Til at sige fra. Til at tage plads. Til at udforske. Til at leve mere frit.

Livskraft opleves ofte som en stærk og insisterende bevægelse. Ikke kun fordi den giver glæde, men fordi den kalder på noget af os. Den vil skabe bevægelse. Den vil udtrykke sig. Den vil leves.

Når livskraften begynder at fylde mere, er det ikke ualmindeligt, at gamle selvbeskyttelsesstrategier igen aktiveres. Ikke fordi der er noget galt, men fordi det levende kan føles uvant, utrygt eller større, end vi endnu kan rumme.

Nogle vil derfor dæmpe sig selv og søge tilbage til det velkendte. Andre kan komme til at følge livskraftens bevægelse så ukritisk, at de mister forbindelsen til sig selv. Tempoet tager over. Grænserne bliver uklare. Livskraften får ikke længere lov til at udfolde sig med den retning og forankring, den har brug for.

At stå i livskraft handler derfor hverken om at holde den nede eller lade sig rive ukritisk med. Det handler om gradvist at kunne rumme den, stå i den og lade den finde en retning, der skaber liv.

Ofte er det netop i mødet med andre mennesker, at denne livskraft bliver mærkbar.

Relationen er på den måde ikke kun et sted, hvor vi søger den anden. Den kan også være et sted, hvor vores egen livskraft bliver vækket. Ikke fordi den anden giver os noget, vi mangler, men fordi mødet kalder noget frem, som allerede findes i os.

Noget af intensiteten kan handle om, at vi endnu ikke helt har taget ejerskab for den livskraft, som relationen kalder frem. Udvikling bliver derfor ikke at trække sig fra relationen, men gradvist at opdage, at det liv, den anden vækker i os, også er vores eget.

At tage livskraften hjem betyder ikke, at vi har mindre brug for andre mennesker. Tværtimod. Det betyder, at vi møder dem med større frihed. Ikke fordi de skal bære vores liv, men fordi vi selv tør stå i det.

At stå i livet på en anden måde

Hvor vi ikke lader den løbe ukritisk af sted.

Men hvor vi står i den og 'bærer den' – og give den retning og lade den udfolde sig.

At stå i livskraft begynder måske ikke med handling, men med at kunne blive i den. At mærke den, uden straks at skulle kontrollere den, forklare den eller handle på den. Først når vi kan begynde at rumme den, kan vi begynde at give den retning.

Livskraft er ikke kun glæde eller lethed. Den rummer også vrede, seksualitet, kreativitet, mod, handlekraft, sorg, tab, tvivl, usikkerhed og længsel. Alt det, som hører et levet menneskeliv til.

Det handler om gradvist at kunne rumme hele det liv, der begynder at bevæge sig i os.

At stå i livskraft handler derfor om at kunne rumme energien og lade den finde en form, der skaber liv – både i os selv, i vores relationer og ind i det vi er en del af.

Jonas Borup, juli 2026