Når seksualiteten indkapsles i skam

Om livskraft, længsel og grænser

Kroppen kan reagere før tanken. Vi kan mærke varme, tiltrækning eller en impuls til at komme tættere på et andet menneske.

Næsten samtidig kan noget i os trække sig sammen:

Lad være. Du risikerer at gøre den anden utilpas. Du er for meget. Det er bedre, at du holder det for dig selv.

Vi kan holde vores handlinger tilbage. Men vi kan også komme til at holde selve længslen tilbage. Allerede idet tiltrækningen, behovet eller lysten viser sig, opstår skammen og fornemmelsen af at være forkert.

Når det gentager sig, kan seksualiteten gradvist blive indkapslet i skam. Vi mærker stadig længslen og tiltrækningen, men de bliver sværere at vise og måske også sværere at erkende over for os selv.

Tilbageholdenheden kan være udtryk for reel omsorg og respekt for den anden. Men den kan også beskytte os mod den sårbarhed, der følger med at vise, hvad vi ønsker.

Hvis jeg ikke rækker ud, risikerer jeg heller ikke at blive afvist. Hvis jeg skjuler min tiltrækning, behøver jeg ikke opdage, om den bliver gengældt. Hvis jeg ikke viser mit behov, kan ingen fortælle mig, at de ikke ønsker at møde det.

Seksualitet som en del af det levende

Seksualitet handler ikke kun om seksuelle handlinger, men også om vores forhold til kroppen, lysten, nærheden og det at blive set og berørt af et andet menneske.

Seksualiteten kan vise sig som sanselighed, varme og tiltrækning. Den kan også være vævet sammen med spontanitet, kreativitet og modet til at bevæge sig mod det, vi ønsker. I den betydning kan seksualiteten opleves som en del af vores livskraft eller eros.

Når seksualiteten forbindes med skam og forkerthed, kan vi derfor komme til at dæmpe mere end vores seksuelle udtryk. Vi kan også holde legen, initiativet og modet til at vise os tilbage.

Den måde, vi er med vores seksualitet på, kan derfor få betydning langt ud over det seksuelle. Hvis vi har lært at dæmpe vores lyst, gøre vores behov usynlige eller tvivle på vores ret til at tage initiativ, kan den samme tilbageholdenhed vise sig, når vi skal tage plads, sætte grænser, skabe noget eller række ud efter det, vi ønsker. Omvendt kan en mere accepterende og ansvarlig kontakt med seksualiteten åbne for en tydeligere måde at stå i sig selv på – også i andre dele af livet.

Seksualiteten forklarer ikke hele vores måde at være på, og al livskraft er ikke seksuel. Men seksualiteten er et af de steder, hvor vores forhold til lyst, krop, synlighed, initiativ og grænser kan træde særligt tydeligt frem. Den kan samtidig være forbundet med ensomhed, behovet for bekræftelse, magt og gamle relationelle mønstre.

For nogle mennesker fylder seksuel lyst kun lidt, uden at deres liv af den grund er mindre levende.

Det afgørende er ikke, hvor meget lyst vi oplever, men hvordan vi forholder os til det, der faktisk viser sig i os.

Kan vi mærke det uden straks at handle?

Kan vi udtrykke det uden at gøre den anden ansvarlig for det?

Og kan vi vælge ikke at handle uden at gøre vores længsel forkert?

Længsel, ansvar og grænser

Det kan være svært at skelne mellem at have et ønske, at udtrykke det og at kræve, at det bliver opfyldt.

Når disse ting flyder sammen, kan selve længslen begynde at føles farlig:

• Hvis jeg viser min tiltrækning, overskrider jeg den anden.
• Hvis jeg fortæller, at jeg har et behov, gør jeg den anden ansvarlig for det.
• Hvis jeg rækker ud, risikerer jeg at blive den, der ikke respekterer et nej.
• Skammen kan derfor opstå, før den anden overhovedet har fået mulighed for at svare. Vi oplever os selv som forkerte på baggrund af det, vi føler, snarere end det, vi faktisk har gjort.

Men at vise tiltrækning er ikke det samme som at gøre krav på den anden. At række ud er ikke det samme som at tage.

En invitation kræver mest mulig frihed til at sige både ja og nej. Et nej skal respekteres uden forhandling, og et ja kan altid ændre sig. Magt, afhængighed og relationens karakter påvirker samtidig, hvor frit et svar kan gives.

Det er derfor ikke altid rigtigt at udtrykke en tiltrækning, blot fordi vi kan mærke den. Vi har ansvar for at være opmærksomme på både den andens ord og de signaler, der kalder på, at vi stopper op og spørger. Ansvaret for grænser kan ikke placeres hos den anden alene.

Grænser står ikke i modsætning til seksualitet og livskraft. De gør det muligt at være i kontakt uden at miste sig selv eller tage ejerskab over den anden.

Det verdensbillede, vi møder seksualiteten gennem

Med inspiration fra den eksistentielle psykoterapeut Ernesto Spinelli kan vores forståelser af seksualitet, behov og grænser ses som en del af vores verdensbillede.

Verdensbilledet er den forholdsvis stabile måde, vi forstår os selv, andre og livet på. Det kan eksempelvis organisere sig omkring overbevisninger som:

• Mine behov bliver let for meget
• Andre vil føle sig pressede af mig
• Et nej fortæller noget grundlæggende om min værdi

Hvis mit verdensbillede organiserer sig omkring forståelsen mine behov bliver for meget, vil jeg sandsynligvis møde både mig selv, den anden og situationen gennem denne forventning.

Jeg kan opleve min egen længsel som truende, forestille mig, at den anden vil føle sig presset, og forstå relationer som steder, hvor det sikreste er at holde mig tilbage.

Sådanne forståelser opstår ikke ud af ingenting. De formes gennem kroppen, relationerne, kulturen og vores konkrete erfaringer. De kan også være blevet til i situationer, hvor egne eller andres grænser ikke blev respekteret.

De kan derfor rumme både erfaring og beskyttelse. Men de kan blive så selvfølgelige, at vi ikke længere undersøger, om de stadig svarer til den aktuelle situation.

Måske holder jeg mig tilbage, fordi jeg præcist mærker, at situationen kalder på tilbageholdenhed.

Men måske holder jeg mig tilbage, fordi jeg på forhånd antager, at min længsel vil være belastende for den anden.

Det kan se ens ud udefra. Indefra er der en afgørende forskel.

Når nye erfaringer udfordrer skammen

Nye erfaringer kan begynde at forstyrre det, vi troede, vi vidste.

Måske opdager vi, at det er muligt at vise tiltrækning uden at presse den anden. At et andet menneske kan sætte en grænse uden at afvise os som personer. At vi kan modtage et nej uden at gøre vores ønske forkert. Eller at vores længsel faktisk kan blive mødt med varme og interesse.

Sådanne erfaringer kan være frigørende. Men de kan også vække stærk angst og skam.

Hvis jeg ikke længere behøver at holde mig tilbage på den måde, jeg kender, hvem bliver jeg så? Kan jeg stole på min egen fornemmelse? Kan jeg være opmærksom på både mine egne og den andens grænser? Og kan jeg bære uvisheden, når jeg ikke kender svaret på forhånd?

Det velkendte verdensbillede har skabt sammenhæng, også når det har begrænset os. Når det åbnes, ved vi endnu ikke helt, hvem vi bliver.

Skammen skal derfor ikke bare overvindes. Den kan undersøges:

• Fortæller den mig, at jeg faktisk har overskredet en grænse?
• Eller fortæller den mig, at det føles farligt at lade et andet menneske se, hvad jeg længes efter?

Seksualitet i psykoterapien

Seksualitet og vores forhold til den er en grundlæggende del af mange menneskers liv. Derfor har den naturligt også en vigtig plads i psykoterapien.

Lyst, mangel på lyst, seksuel identitet, tiltrækning, fantasier, skam og vanskeligheder med grænser påvirker vores forhold til både os selv og andre. Seksualitet kan være forbundet med glæde og nærhed, men også med ensomhed, konflikt, traumer og oplevelsen af at være forkert.

I psykoterapien kan vi undersøge, hvordan seksualiteten har fået den plads, den har i et menneskes liv, hvad skammen og tilbageholdenheden beskytter imod, og hvordan forholdet til lyst og grænser påvirker kontakten til både én selv og andre.

Spørgsmålet er ikke, om et menneske bør være mere seksuelt åbent. Det er snarere, om den beskyttelse, der engang var nødvendig, fortsat svarer til det liv, mennesket lever nu, eller om den også holder noget levende tilbage. 

At blive i spændingen

Hvis vi altid vælger tilbageholdenheden, risikerer vi aldrig at blive mødt. Hvis vi kun følger vores egen impuls, kan vi miste opmærksomheden på den andens oplevelse og frihed.

Opgaven er ikke at gøre den ene side rigtig og den anden forkert. Den består i at kunne mærke sin længsel, tage ansvar for den og samtidig lade den anden være fri.

Det er en sårbar position. Vi kan række ud, men vi kan ikke kontrollere, hvordan vi bliver modtaget. Vi kan tage ansvar for vores henvendelse, men vi kan ikke fjerne uvisheden.

Når seksualiteten gradvist løsnes fra skammen, betyder det ikke, at enhver længsel skal udtrykkes eller handles på. Det betyder, at vi kan forholde os til den uden på forhånd at gøre den forkert.

Måske er det netop dér, et egentligt møde bliver muligt.

Hvornår er min tilbageholdenhed et nødvendigt hensyn til den anden?

Og hvornår er den blevet en måde at beskytte mig mod at blive set i min længsel på?

Jonas Borup, oktober 2026