Eksistentielle perspektiver på lederskab: At stå i sit eget liv - og i sit lederskab

Hvordan er det at stå i lederskab – egentlig? Ikke blot at gøre noget som leder, men at være i lederskab, som det menneske du er, med dine egne længsler, dine grænser, din tvivl og dit mod? Det eksistentielle perspektiv på lederskab inviterer os til at træde ind i det som et dybt personligt og meningssøgende projekt. Her bliver lederskab ikke bare en funktion, men en måde at være i verden på.

Lederskab bliver, med eksistentielle briller, en livsopgave: At turde møde det uvisse. At finde mening midt i paradokser. At stå ved sin sårbarhed og samtidig bære ansvar og gå først.

At være menneske i sit lederskab

Eksistentielt lederskab begynder med erkendelsen af, at vi – også som ledere – er mennesker først. Det betyder, at vi ikke kan adskille vores person fra vores måde at stå i lederskabet på. Vi tager vores livserfaringer med os. Vores måder at knytte os til andre. Vores mønstre fra barndommen. Vores længsel efter at gøre en forskel. Og vores frygt for ikke at slå til.

Mick Cooper og Ernesto Spinelli peger på, hvordan lederskab – i lighed med terapi – handler om at være til stede med det, der er. Ikke at ville kontrollere eller fikse. Men at skabe rum. Rum for ægte kontakt, for valg og ansvar, for forskellighed, for at kunne rumme både egne og andres paradokser.

Eksistentielle vilkår i lederskabets landskab

Lederskab udspiller sig altid i spændingsfeltet mellem de store, uundgåelige livsvilkår. Ifølge Irvin D. Yalom står vi som mennesker over for fire grundlæggende eksistentielle udfordringer: døden, friheden, isolationen og meningsløsheden. I lederskab viser disse vilkår sig ofte i subtile, men kraftfulde bevægelser:

• Døden som bevidstheden om at valg har konsekvenser, at noget må afsluttes, at det hele på et tidspunkt forsvinder og intet varer ved.
  
  
• Friheden som det ansvar, der følger med at være den, der træffer beslutninger, uden garantier.
  
  
• Isoleringen som den erfaring af at stå alene i visse beslutninger, selv når man er omgivet af mennesker.
  
  
• Tvivl og meningsløshed - Gør det, jeg gør, en forskel? Gør jeg det rigtige? Gør jeg det på den rigtige måde?

I det eksistentielle lederskab tør vi tage disse vilkår med os – ikke som problemer, der skal løses, men som betingelser, der skal leves med. Det handler om at kunne rumme det eksistentielt komplekse uden at lukke af.

Anders Dræby peger på, hvordan eksistentielle erkendelser ikke er lineære, men cykliske. Vi kommer igen og igen tilbage til de samme temaer, men med ny erfaring, større bevidsthed og dybere kontakt. Lederskab bliver dermed ikke et projekt, der skal fuldendes, men en livslang bevægelse – en proces, hvor vi spiralkredser omkring de samme spørgsmål med nye øjne.

At stå i sit lederskab kræver derfor, at vi tør være undervejs. At vi giver plads til usikkerhed og gentagelse. At vi ser os selv og vores relationer som i bevægelse, snarere end i mål.

Autenticitet, sårbarhed og mod

Autenticitet er blevet lidt af et buzzword. Men i et eksistentielt perspektiv er autenticitet ikke en stil, men en praksis: At turde være i kontakt med sig selv – også når det gør ondt. At turde stå ved sin tvivl, også når man helst ville fremstå stærk og klar. At sige "det ved jeg ikke", uden at miste sin værdighed.

Som Brene Brown har beskrevet det, er sårbarhed ikke et tegn på svaghed, men en forudsætning for tillid, innovation og nærvær. Og som menneske i lederskab er du et følelsesmæssigt barometer i rummet. Dit mod til at være menneske åbner døren for andres menneskelighed.

Skyggesider og ambivalens

Et eksistentielt lederskab kræver, at vi også tør se de sider i øjnene, vi helst vil skjule – vores tvivl, vores behov for kontrol, vores misundelse, vores lyst til at trække os. Ikke for at skamme os, men for at tage ansvar. For at møde os selv – og andre – med større ærlighed og rummelighed.

Det modne lederskab er ikke det perfekte. Det er det ægte. Det, der tør rumme modsætninger og erkende kompleksiteten i at være menneske i en rolle med ansvar. Som leder kan du være både ambitiøs og usikker. Både omsorgsfuld og vred. Både stærk og sårbar. Det ene udelukker ikke det andet. Tvivl er ikke et tegn på svaghed – det er et tegn på engagement.

Når vi giver plads til ambivalensen, mindskes risikoen for at blive styret af ubevidste forsvar. Vi træder ud af autopilot og ind i et mere bevidst og tilstedeværende lederskab.

Konkrete skridt: Tre refleksionsspørgsmål

Hvis du vil bringe et eksistentielt blik ind i dit eget lederskab, så prøv at stoppe op og mærk efter:

Hvad undgår jeg lige nu?

• Er der en samtale, en følelse eller en erkendelse, jeg går udenom? Hvad ville ske, hvis jeg blev i den lidt længere?
  
  
• Hvor forsøger jeg at fremstå anderledes, end jeg egentlig har det?
  
  
• Hvad sker der, hvis jeg i stedet giver plads til min egen sårbarhed?
  
  
• Hvad længes jeg efter i mit lederskab – og i mit liv?
  
  

At tage sig selv alvorligt – i lederskab og i livet

Eksistentielt lederskab begynder med at tage sig selv alvorligt – ikke i selvhøjtidelighed, men i selvomsorg. Det er en invitation til at leve og stå i lederskabet med åbne øjne. Til at turde stå i det uperfekte og komplekse. Til at opdage, at styrke og sårbarhed ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Måske er det i netop det blik – det bløde, nærværende og modige – at noget nyt kan opstå. En dybere kontakt. En stærkere tillid. Et mere ægte lederskab.

Og måske begynder det hele med et stille spørgsmål:

• Hvad betyder det egentlig for dig at være i lederskab – som det menneske du er?
  
  

Jonas Borup