Det nøgne liv: Inspireret af Yaloms eksistentielle psykoterapi

13. jan. 2025
19. jan. 2025

Yalom bruger begrebet "det nøgne liv" i sin eksistentielle terapi. ”Det nøgne liv” er ifølge Yalom skræmmende og uoverskueligt, da det indebærer, at vi lever med fuld åbenhed over for livets grundlæggende realiteter og vilkår såsom død, isolation, meningsløshed og frihed. Da det simpelthen er for voldsomt for os mennesker at være med disse realiteter, benytter vi os af forskellige forsvarsstrategier, simpelthen for at undgå at mærke vilkårene og det såkaldte 'nøgne liv' fuldt ud.

Forsvarsstrategier som værn mod livets grundlæggende vilkår og 'det nøgne liv'.

Disse strategier kan være mangeartede og er ifølge Yalom i en vis grad nødvendige. Vi kan f.eks. bruge humor til at aflede opmærksomheden fra vores følelser eller skabe afstand ved at undgå sårbare samtaler. Vi kan benægte, projicere, intellektualisere, fralægge os ansvar, benytte såkaldt forskydning, leve gennem andre, se os selv som noget helt særligt, søge en frelser, se andre personer som former for genstande og meget mere. På sin vis udgør disse forsvar en nødvendig beskyttelse, men de føre også til indsnæret livfuldhed, fastlåshed og oplevelsen af u-levet liv. Yaloms terapi opfordrer os til at undersøge vores forsvarsstrategier og udfordre os selv til at tage skridtet mod at modificere dem og arbejde på at leve med en større grad af åbenhed overfor livets grundlæggende vilkår og realiteter.

At åbne mere for livets grundlæggende vilkår

At åbne mere for livets grundlæggende vilkår kræver både mod, åbenhed og det er angstfuldt. Det er en proces som ifølge Yalom bl.a. kan ske gennem terapi. Og det er også noget vi kan fokusere på uden for det terapeutiske rum, her er er nogle skridt som kan være nyttige i denne proces:

  • Selvrefleksion: Sæt tid af til at reflektere over, hvad der virkelig betyder noget for dig. Hvad ønsker du at opnå, og hvilke værdier er grundlæggende vigtige i dit liv? Og hvilken tilstande skal du arbejde på at rumme såfremt du vælger at gå den vej?

  • Bevidst nærvær: Indføre bevidsthedsøvelser i din hverdag. Start måske med blot at fokusere på din vejrtrækning i nogle få minutter hver dag for at skabe indre opmærksomhed. For derfra over tid at fokusere på at være med de indre tilstande som nu er, skabe forbindelse 'frem og tilbage' mellem disse tilstande og tilhørende tanker. Og til svære tilstande spørge dig selv ”hvad er egentligt problemet ved denne tilstand?”. Og derefter spørge dig selv ”hvordan er det at se på det på den her måde?”

  • Dele sårbarheder i styrkende fællesskaber: Søge relationer med plads til at I hver især kan være både jer selv og være sammen. For i disse fællesskaber at dele tanker, følelser og sårbarhed uden et mål om er at det går væk og smerten forsvinder, men med det mål at bære 'det som er'.

  • Udforsk vilje og handlekraft: Undersøg i hvilke form vilje og handlekraft viser sig, og vær kreativ ift. at få det i spil. Yalom taler om at vilje kan vise sig i 3 former. Det kan vise sig i form af ”Jeg vil ikke mere”, ”En længsel eller et ønske hen i mod noget” og en indre fornemmelse eller stemme som siger noget i retning af ”Jeg bliver nødt til at, jeg skal den vej"...”. Yalom pointerer samtidigt at det i første omgang er en god ide at tage kontakt til denne vilje og handlekraft, lære den at kende, for så at bruge tid og overveje alle perspektiver - og undersøge alle tilhørende  tilvalg og fravalg - før i hvert fald større handlinger føres ud i livet. 

Afslutning

Efter dejlige udviklende dage med undervisning og proces sammen med psykoterapeutstuderende på SEOP, sidder jeg og reflekterer over at Yaloms eksistentielle psykoterapi virkelig kan hjælpe os til at opdage hvordan ægthed og åbenhed kan åbne for et mere udfoldet liv. Samtidig styrker vi i det arbejde vores evne til at danne dybere relationer, tage ansvar og handle på værdier og længsler, hvilket i sidste ende fører til mere autentisitet, livfuldhed og livskraft.

Af hjertet tak!

Jonas Borup

YalomSEOPSkolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret PsykoterapiEksistentiel terapiDet nøgne livLivfuldhed