Det udviklende og forandrende samspil

Samspil som skaber forandring

Som fagperson der arbejder med unge i svære livssituationer er samspillet ikke bare en metode – det er selve fundamentet. Det er i samspillet, at kontakten opstår, tillid og tryghed får plads til at vokse, og udvikling kan begynde at spire.

Mange af disse unge bærer erfaringer med sig, der gør motivation, struktur og tillid til en udfordring. Nogle holder afstand for at beskytte sig. Andre møder os med modstand for at bevare en følelse af kontrol. I begge tilfælde bliver vores opgave at skabe en kontakt, hvor den unge kan mærke, at vi både står fast og er tilgængelige.

Det kræver, at vi kan bære to bevægelser på én gang:

• At stå fast i os selv – med retning, integritet og ro
• At være åbne for den unges oplevelse – med nysgerrighed, fleksibilitet og empati

Når vi kan balancere disse to bevægelser, skaber vi et møde, hvor både menneskelighed og tydelighed får plads. Og netop i dette møde kan vi bringe tre konkrete bevægelser i spil, der giver samspillet retning og dybde:

• Tydelighed og evnen til at stå i os selv
• Nysgerrighed og refleksion
• Rammer og relation
• I kombination skaber disse elementer et fundament, hvor udvikling kan forankres.

En samspilsmodel

Modellen øverst til højre bygger på en fænomenologisk tilgang: Vi møder den unge med åbenhed og interesse for deres oplevelse – samtidig med, at vi er opmærksomme på os selv.

Den er ikke en tjekliste, vi krydser af, men et navigationssprog, der hjælper os med at bevæge os mellem to poler: struktur og nærvær – at åbne og at rammesætte.

At stå i os selv - modellens midte

At stå i sig selv er fundamentet for det udviklende samspil. Det betyder ikke at være urokkelig som en mur, men at være forankret i hele sit system – autonomt, limbisk og præfrontalt – samtidig med, at vi kan være åbne for den andens verden og verden som helhed.

Når vi står i os selv, kan vi både mærke vores egen inderside og være tilgængelige for den anden. Vi kan møde den anden med ro og stabilitet – også når den andens verden er præget af uro eller modstand. På den måde bliver vi en stabilitet, den unge kan læne sig ind i, og et menneske, de kan spejle sig i: én, der kan rumme både egne og andres tilstande uden at miste retning eller nærvær.

I praksis indebærer det, at vi er opmærksomme på:

• Vores værdier og retning – så vi ved, hvad vi arbejder for, også når situationen bliver udfordrende
• Vores grænser – og hvordan vi formidler dem, så de opleves som trygge rammer frem for hårde barrierer
• Vores kropslige og emotionelle signaler – som den unge opfanger og reagerer på, ofte uden ord
• Vores evne til impulshæmning og impulsaktivering – hvornår vi skal holde os tilbage, og hvornår vi skal træde frem
• Vores bevægelser i – og uden for – de neuroaffektive kompasser – og vores evne til selvregulering

Når vi på denne måde arbejder på at stå i os selv, så signalerer vi:  “Du kan stole på mig – jeg forlader ikke min retning” og “Jeg er åben for dig – jeg vil møde dig dér, hvor du er.”

I den balance ligger kimen til både tryghed, udforskning og forandring

Fire bevægelser i samspillet

Med afsæt i modellens centrum At stå i sig selv  finder vi fire bevægelser – eller “perspektiver” – der hver har en funktion i samspillet:

1. Rammesætte – skabe tydelighed og tryghed:

• Sæt klare rammer for, hvad der skal ske, og hvad der er muligt
• Brug jeg-sprog, vær kort og konkret

I hverdagen kan det være: “Jeg vil have at I starter på opgaven nu, og arbejder i 20 minutter. Så tager I en pause”

Prøv selv: Eksperimenter med at finde dine egne måder at sætte grænser, er tydelig samtidigt med at du fastholder kontakten.

2. Åbne / undersøge – være nysgerrig på den unges oplevelse

• Stil åbne spørgsmål (hvordan, hvad, hvor) uden at analysere eller vurdere
• Vær nysgerrig på såvel det autonome, limbiske som præfrontale niveau
• Bliv i oplevelsen, undgå “hvorfor”
• Spejl den unges oplevelse - for derved at komme endnu tættere på den unges oplevelse
• Vær opmærksom på din kapacitet til at være i - og fastholde nysgerrighed
• I hverdagen kan det være: “Hvordan var det for dig at sidde med opgaven i dag? Og derfra spejle det svar den unge giver"

Prøv selv: I din næste samtale, stil åbne spørgsmål, brug spejlinger og undersøg samtidigt hvordan du oplever nysgerrigheden på den unges oplevelse.

3. Skabe nye perspektiver – og øg fleksibiliteten:

• Udforsk nye måder at lade den unge regulere sig selv - og skabe kontakt
• Inddrag tidligere ressourcefulde erfaringer
• Skift mellem at se det fra den unges perspektiv, fra andres perspektiv og et bredere mere almenmenneskeligt perspektiv
• I hverdagen kan det være: “Du siger, du ikke kan lide gruppearbejde – men jeg lagde mærke til, at du deltog og var til stede i det sidste uge. Hvad gjorde det muligt der?”

Prøv selv: Tænk på én elev, hvor et lille perspektivskifte kunne være hjælpsomt – hvad ville du være nysgerrig på at udfolde og undersøge?

 
4. Spejle den unges ressourcer – og give det betydning

• Være opmærksom på ressourcer som de viser sig – også de nonverbale
• Spejl det tilbage og give det opmærksomhed
• I hverdagen kan det være: “Jeg hørte dig sige, at du blev ved, selv om det var svært. Hvad skete der i dig lige der? Hvad for det for en del af dig som trådte frem lige der?

Prøv selv: Næste gang du sidder med en elev i en fastlåst situation, vær opmærksom på spor af ressourcer – og giv dem opmærksomhed.

Afslutning

Samspil danner grundlag for udvikling. De fire bevægelser og centrum – at stå frem i sig selv – giver et grundlag for skabelse af samspil, som er både tydeligt, nærværende og forandringsskabende.

Det handler ikke om at være perfekt, men om at være til stede og arbejde på at skabe bevægelse – også når samspillet og livsudfoldelsen er hæmmet og fastlåst.

Jonas Borup, juli 2025